Viborg har været særdeles aktive på transfermarkedet denne vinter og hentet fem nye folk til Superliga-truppen.

Antallet har gjort, at man har overskredet den maksimale kvote for, hvor mange spillere der må være i spilleberettiget trup, og derfor stod viborgenserne med tre mand i overskud efter transfervinduet. Den ene af dem har dog længe været fraværende, og det var derfor forventet, at der ville findes alternativer til ham. Der er tale om hollandske Jeroen Veldmate, mens Andreas Bruhn og Aleksandar Stankov begge er blevet siet fra af sportslige grunde.

Forleden dag blev Andreas Bruhn så fritstillet, og lørdag kom turen så til Jeroen Veldmate, der ikke har været på træningsbanen i Viborg siden september, men befundet sig i Holland af grunde, offentligheden ikke kender til.

»Jeroen har i en periode været fraværende fra træning og opholdt sig i hjemme Holland for at have de bedste forudsætninger for at blive frisk igen. Nu har han det heldigvis bedre, men Jeroen har et ønske om at blive i Holland. Det har vi haft en konstruktiv dialog om og er nået til den fælles beslutning at ophæve samarbejdet,« siger direktør i Viborg, Morten Jensen, til klubbens hjemmeside.

»Jeroen har været et professionelt bekendtskab, men har desværre været rigtig hårdt ramt af skader i næsten hele sin periode her i Viborg. Vi ønsker ham held og lykke med fremtidens udfordringer,« tilføjer direktøren om Jeroen Veldmate, der kun nåede at få 14 kampe i den grønne trøje efter skiftet til dansk fodbold i sommeren 2015.

Dermed står Viborg kun tilbage med makedoneren Aleksandar Stankov på overskudslisten, og han har kontrakt frem til sommmer.