Häcken-angriberen Moestaf El Kabir er klar til at skifte fra sin svenske klub til Brøndby. Han er parat til at rykke videre, så længe det er til en større klub. Og det mener han, at Brøndby er, fastslår han i et interview med den svenske avis Expressen.

- For mig er alt interessant, så længe det er et skridt op. For det første er det en stor klub (Brøndby, red.). For det andet er den danske liga højere rangeret end Allsvenskan. Der er blandt andet flere pladser i europæisk fodbold, og det er den slags ting, som er vigtige, fastslår El Kabir, som tirsdag aften scorede for Häcken til 4-1 i en træningskamp mod Ljungskile.

Brøndby har ifølge BTs oplysninger budt på angriberen i to omgange. Efter at have fået et bud på seks millioner kroner, har man forhøjet buddet, og på Vestegnen regner man med at kunne lande den hollandsk-marokkanske angriber.

- Ja, de er kommet med mange bud. Der er en diskussion i gang med dem, men jeg vil ikke kalde det for slutforhandlinger, siger Häckens direktør Dennis Anderson, som bekræfter, at der har været flere klubber, som har villet have El Kabir, men at Brøndby har vist mest interesse.

Hvis handlen skal realiseres, skal den falde på plads inden transfer deadline midnat fredag.