Er Niels Frederiksen den rigtige træner i Brøndby?

Nej, mener de to tidigere fodboldspillere og kommentatorer Jacob 'Gaxe' Gregersen og Kenneth Emil Petersen.

»Jeg synes ikke, Niels Frederiksen er den rigtige træner for Brøndby. Han findes ikke i Danmark,« lyder det fra Gregersen i den seneste udgave af Superliga Uden Filter. SE HELE DISKUSSIONEN ØVERST I ARTIKLEN.

Brøndby rundede efteråret af på hjemmebane mod Hobro, hvor man spillede 1-1. Dermed indtager Brøndby fjerdepladsen med 32 point efter 20 kampe.

Brøndbys cheftræner Niels Frederiksen under Superligakampen mellem Brøndby IF og Hobro IK på Brøndby Stadion søndag den 15. december 2019.
Brøndbys cheftræner Niels Frederiksen under Superligakampen mellem Brøndby IF og Hobro IK på Brøndby Stadion søndag den 15. december 2019. Foto: Claus Bech
Vis mere

Men ifølge Jacob 'Gaxe' Gregersen ligger problemet ikke kun i trænerposten hos Brøndby.

»Men det er jo ikke der, problemet er. Jeg er helt i chok over, hvor ringe ledelse det er og har været de sidste mange år,« siger Jacob 'Gaxe' Gregersen:

»Man vinder ingen fodboldkampe, hvis bestyrelsen sejler, og det gør den i Brøndby. Vi har hørt om 150 forskellige strategier, og der er ikke nogen af dem, der holder vand.«

Også den tidligere fodboldspiller og nu ekspertkommentator hos NENT, Kenneth Emil Petersen, mener, at der er rod på Vestegnen.

Carsten V. Jensen før Europa League kvalifikationskampen mellem Brøndby IF og FC Inter Turku, på Brøndby Stadion torsdag den 11. juli 2019.
Carsten V. Jensen før Europa League kvalifikationskampen mellem Brøndby IF og FC Inter Turku, på Brøndby Stadion torsdag den 11. juli 2019. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Desværre er jeg enig. Jeg synes jo, det er en rodebutik. Og jeg sidder lidt med en følelse af at... jeg ved ikke, om Niels Frederiksen er den rigtige. Et eller andet sted, så tror jeg ikke, det er CVs (Carsten V. Jensen, red.) mand,«  siger Kenneth Emil Petersen:

»Jeg ved simpelthen ikke, hvor pilen den peger hen.«

Hvor pilen peger hen ved Jacob 'Gaxe' Gregersen heller ikke, og han er også meget pessimistisk på træner Niels Frederiksens vegne.

»Jeg kan slet ikke se løsningen, andet end at Niels bliver fyret i løbet af foråret,« siger han.