En af Superligaens største nye profiler, Jens Martin Gammelby fra Silkeborg IF, er på vej til en ny klub.

Det oplyser den jyske klub på sin hjemmeside:

»Jens Martin Gammelby er kun et lægetjek og en underskrift fra at skifte klub. Silkeborg IF er i dag blevet enig med Gammelbys nye klub om en transfer, og det forventes, at tingene falder helt på plads indenfor de nærmeste dage.«

Jens Martin Gammelby har særligt i denne sæson imponeret vildt med sine offensive kvaliteter på højreback. Den ranglede og målfarlige back var i januar med på ligalandsholdsturen efter et flot efterår.

Silkeborgs Jens-Martin Gammelby mod Hobros Pål Alexander Kirkevold i Alka Superliga gruppespil kampen mellem Hobro IK og Silkeborg IF på DS Arena i Hobro , den 16. april 2018. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Silkeborgs Jens-Martin Gammelby mod Hobros Pål Alexander Kirkevold i Alka Superliga gruppespil kampen mellem Hobro IK og Silkeborg IF på DS Arena i Hobro , den 16. april 2018. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det er en succeshistorie for Jens Martin og for Silkeborg IF. Helt i tråd med vores strategi om at udvikle egne talenter, der skal videre, når de er blevet dygtige nok, har vi sagt ja til det tilbud, vi har fået,« siger Silkeborg IF’s manager, Peter Sørensen.

Salget af den 23-årige Jens Martin Gammelby ventes at indbringe Silkeborg et betragteligt millionbeløb.

Klubben opjusterer forventningerne i indeværende regnskabsår fra et overskud på mellem 8 og 12 millioner kroner til et overskud på mellem 15 og 25 millioner kroner.

På rygtebasis har både FC København og Brøndby IF været nævnt som mulige destinationer for Gammelby. Også FC Midtjylland, som i går meldte ud, at de har forstærkninger på vej, kunne være en interessant klub, såfremt Gammelby ikke skal til udlandet.

OPDATERET!!!

BT har været i kontakt med FCMs bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen, der oplyser, at klubben ikke er i færd med at hente Jens Martin Gammelby. Samtidig skriver Midtjyllands Avis nu, at det er Brøndby, der er i færd med at sikre sig Silkeborg-spilleren.

Selv siger han:

»Jeg kan ikke sige noget som helst. Ikke endnu. Men du kan give mig et kald senere, så kan jeg sige alt, hvad jeg har lyst til,« lyder det fra Jens Martin Gammelby til Midtjyllands Avis.

Gammelby til ligalandsholdstræning
Gammelby til ligalandsholdstræning Foto: 9200 Björn Larsson Rosvall/TT
Vis mere