»Det larmer ikke lige så meget, når man klapper med vanter.«

Sådan lyder forklaringen blandt andet fra Brøndby Supports næstformand dagen efter, at cheftræner Alexander Zorniger var utilfreds med opbakningen på stadion i 2-1-sejren over OB. Du kan se højdepunkterne fra den kamp øverst i artiklen

»Min oplevelse var, at vejret og tidspunktet gjorde, at der måske ikke var så mange på langsiderne, som hvis det havde været plusgrader, og kampen var startet klokken 16. Og så larmer det jo altså ikke lige så meget, når man klapper med vanter,« siger Sarah Agerklint, der er næstformand i Brøndby Support, til BT.

Alexander Zorniger var efter kampen ovenud glad for spillet på banen, men var altså ikke tilfreds med opbakningen fra dele af stadion - og det skal der ændres på, mener den tyske træner.

Foto: Henning Bagger/Scanpix 2018
Foto: Henning Bagger/Scanpix 2018 Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg elsker virkelig vores fans, men jeg havde en diskussion med min kæreste om opbakningen, og hun mente, at den var der. Men jeg hørte kun Sydsiden i dag, jeg hørte ikke resten af stadion. Hvis de vil have en stor fest til sommer, så har vi brug for lidt mere støtte, end vi fik. I dag kom det meste af energien fra holdet selv. Jeg er rigtig glad for vores fans generelt, men i dag lød det som om, de var frosne,« sagde Zorniger.

Næstformanden i Brøndby Support havde dog ikke forventet meget af fansene med tanke på vintervejret og påpeger også, at det sene tidspunkt havde en betydning for opbakningen til kampen, fordi mange familier blev hjemme.

»Jeg har ingen kommentarer til, at Zorniger udtaler sig, som han gør. Han vil selvfølgelig bare have den ekstra opbakning til drengene, fordi det giver dem det ekstra. Og jeg vil da også gerne have et fyldt stadion, siger Sarah Agerklint.

Læs også: Zorniger hylder stjernen og stikker til Brøndby-fans: Vil de ikke gerne have en stor fest til sommer?

De gulblusede fra Vestegnen er inde i en fornem periode spillemæssigt og har efter tre kampe på en uge besejret Helsingør, mesterskabskonkurrenterne FC Midtjylland og senest OB. Og selvom kalenderen allerede siger forår, så forventer supportgruppen også, at der snart vil være fyldt stadion hver gang.

»Lige så snart vi bevæger os forbi det her nulpunkt, sne og frost, så er jeg ikke i tvivl om, at stadion bliver fyldt, og folk kommer til at rejse land og rige rundt, som vi har tradition for i forvejen. Og jeg forventer, at interessen stiger. Hvis man ikke kommer til fodbold nu som Brøndby-fan, så ved jeg ikke, hvornår man skulle komme til det,« siger Sarah Agerklint.

Brøndby indtager i øjeblikket førstepladsen i Superligaen, men har FC Midtjylland åndende i nakken. Der resterer to runder af grundspillet, inden mesterskabet skal afgøres i slutspillet.