Det så særdeles voldsomt ud, da FC København-målmand Kamil Grabara måtte udgå i søndagens kamp mod AaB.

AaBeren Mathias Ross og Grabara kæmpede om en bold, som Grabara kom først på, men i duellen hamrede de to hovederne sammen, og de to parter røg til jorden i særdeles skræmmende scener.

Grabara, der pådrog sig et sæbeøje af en anden verden, måtte udskiftes og blev siden kørt på hospitalet for yderligere undersøgelser, og nu skriver den polske målmand på Twitter, at han kommer til at sidde ude i den kommende tid.

'Bare så I ved det, så kommer I ikke til at se mig på banen i et stykke tid. Men vi mødes på Sektion 12 (FCKs stemningstribune, red.). I skal ikke bekymre jer,' lyder FCK-profilens meddelelse på Twitter, og på Instagram skriver han selv, at der er tale om flere brud i ansigtet.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

'Næste 'story' bliver med en helt ny næse. Og et par andre knogler,' fremgår det i en såkaldt story på Kamil Grabaras profil på det sociale medie.

FC København meddelte tidligere på Twitter, at Kamil Grabara blev kørt på hospitalet, og klubben ville siden melde ud med nyt om målmanden, men endnu har FCK ikke meddelt yderligere.

Mens Grabara blev skiftet ud efter sammenstødet, så fortsatte Mathias Ross på banen – men han var også tydeligt medtaget af sammenstødet.

Ross fik en alvorlig forbinding på hovedet, men undervejs røg forbindingen af og afslørede et blødende sår i hovedbunden på AaBeren.

Ikke desto mindre fortsatte AaB-forsvareren på banen i hele kampen, der endte 3-1 til FC København.