'Skandaløs', 'for ringe', 'flovt'.

Flere af landsholdets profiler og landstræner Åge Hareide lagde ikke skjul på deres holdning til græstæppet i Parken, hvor Danmark i aftes sejrede med 6-0 over Gibraltar i EM-kvalifikationen.

»Det vil være lidt flovt, hvis den er sådan til EM. Jeg tror, at de fleste gerne vil have en god bane til en slutrunde, og jeg tror, at Uefa har en del krav til banen, inden EM skal spilles,« sagde Christian Eriksen, mens Kasper Schmiechel kaldte banen direkte 'skandaløs'.

Hos Parken Sport & Entertainment, selskabet bag FC København, som ejer Parken, beklager man de dårlige baneforhold for landets bedste fodboldspillere i den vigtige kval-kamp:

Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Vi er naturligvis kede af, at banen ikke var bedre, end tilfældet var,« lyder det fra pressechef Jes Mortensen i en sms.

Her giver han sin forklaring på, at banen på Danmarks nationalstadion, som også huser FCK's kampe, mere lignede en bane til et lavere serie-mandskab end en ditto, som til sommer skal være underlag til flere EM-kampe.

En af årsagerne er, ifølge Jes Mortensen, det travle kampprogram, som Parken har lagt tribuner og græs til som følge af FCK's kampe i Europa League, Superligaen og pokaltruneringen.

»Vores stadion har i efteråret været Europas travleste græsbane. Siden vi skiftede den før vores kamp mod Lugano, har der på 58 dage været ni kampe og otte træninger for holdene dagen inden kamp til de internationale kampe - plus dommertræninger. Det er aktivitet hver tredje-fjerde dag. Det er meget vanskeligt for banen, når det er kombineret med nedbør og så videre på vores breddegrader.«

Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Men hvordan vil Parkens folk sørge for, at lignende tilfælde undgåes fremover? En hybridbane har været nævnt af eksperter og kritikere som en mulig løsning.

»Den rigtige løsning med hybrid til vores stadion er endnu ikke fundet i forhold til de behov, vi har, men vi leder hele tiden efter bedre løsninger. Ingen ønsker en dårlig bane, mindst af alle os,« lyder det fra Jes Mortensen, som fortæller, at Parken Sport & Entertainment lige nu blandt andet har 'et stort konsulentfirma på sagen'.

Derudover kan Jes Mortensen oplyse, at det ikke er 'endeligt besluttet', om græstæppet skal skiftes ud på denne side af nytår, hvor der blandt andet venter et imødeset københavner-derby mellem FCK og Brøndby IF.

Det er dog besluttet, at det kommer et nyt græstæppe i løbet af forårssæonsen, ligesom det yderligere vil blive skiftet inden EM, som starter i juni.