Jonas Kamper fik hverken spilletid, da Randers FC's bronzemedaljeaspiranter tabte sidste uges pokalkvartfinale mod FC København, eller da det i søndags i Superligaen blev til nederlag mod AaB.

Men i fredag aftens topkamp mod FC Midtjylland er der chance for, at Jonas Kamper gør comeback.

I hvert fald er han udtaget til den 22-mands-trup, som randrusianernes cheftræner Colin Todd har udtaget.

Hermed er der en del, der tyder på, at de uoverensstemmelser, der har været mellem parterne, er ude af verden.

»Jeg har haft en snak på to-mands-hånd med Jonas i løbet af ugen, og fra vores side er der ingen bad feelings. Efterfølgende gav vi hinanden hånden og blev enige om at kigge fremad,« siger Randers FC's sportschef Peter Christiansen.

Uoverensstemmelserne eskalerede i januar, hvor Jonas Kamper fik lov til at tage på et seks dages langt prøvetræningsophold i den amerikanske klub Seattle Sounders. Men da han på grund af rejseforsinkelser og mistet bagege kom 12 timer for sent til træningslejren, modtog han både en skriftlig advarsel og en bøde fra klubben.

Dette sammenholdt med, at han det seneste år er gået fra stam- til marginalspiller, har fået Jonas Kamper til i medierne at udtale sig i mindre positive vendinger om Randers FC.

»Klubben tænker åbenlyst længere frem end til sommer, hvor min kontrakt udløber. Det er mit gæt, da jeg ingen yderligere forklaring har fået fra trænerteamet,« blev Jonas Kamper forleden for at sige i Tipsbladet.

Udmeldingen faldt ikke i god jord hos Colin Todd, der kaldte det for usandt, at Jonas Kamper ikke skulle have modtaget information om sin situation. Men nu lukker Colin Todd sagen.

»Sagen er fra min side lukket. Han er en del af vores trup,« siger Colin Todd til BT.

I Randers FC har man de seneste dage arbejdet stenhårdt på at vende en resultatmæssigt skuffende periode til noget positivt.

»Jeg synes slet ikke, at man kan sige, at vi er i spillemæssig krise i øjeblikket. Selvfølgelig er det ikke særligt sjovt, at vi har tabt tre kampe i træk. Men ser man bort fra Silkeborg-kampen, hvor vi var hårdt skadesplaget, var præstationerne mod FC København og AaB fine. Havde vi spillet dårligt, havde jeg været mere bekymret,« siger Peter Christiansen.

FC Midtjylland må i topkampen undvære midtbanespilleren Petter Andersson på grund af karantæne. Han erstattes af talentfulde Mikkel Duelund.