Randers FC har købt den svenske angriber Mikael Boman, som klubben håber kan hjælpe med til at redde klubben fra nedrykning.

»Vi er glade for at kunne tiltrække en spiller af Mikaels kaliber. Han er en fysisk stærk spiller, som også får scoret sine mål. Han arbejder hårdt både offensivt og defensivt, og han er en rigtig holdspiller. Som type supplerer han resten af vores angriber-team rigtigt godt og gør, at vi kan spille på flere forskellige måder,« siger Randers FC-direktør Michael Gravgaard i en pressemeddelelse.

Boman spillede 39 kampe og scorede 12 mål for IFK Göteborg i sidste sæson - heraf de 29 kampe og 8 mål i Allsvenskan. Nu er det dog blevet tid at prøve noget andet efter at have spillet hele karrieren i Sverige.



»Jeg har længe haft lyst til at prøve at komme udenlands, men da jeg samtidig også har en kone og en lille dreng at tage hensyn til, så har det hele skullet passe sammen. Med et skifte til Randers så kommer vi udenlands - men samtidig til et land og en kultur, som på mange måder minder om den svenske. Jeg glæder mig til at komme i gang og til at hjælpe klubben i den rigtige retning. Lige nu er det at vinde så mange kampe og score så mange mål som muligt,« lyder det fra Mikael Boman.

Randers FC overvintrer på Superligaens sidsteplads og fyrede for nylig træner Ricardo Moniz. Michael Gravgaard stopper også som direktør, men han arbejder dog i sin opsigelsesperiode.

Kontrakten mellem Mikael Boman og Randers FC er to-årig.