AaB må hive pengepungen frem på grund af deres tilskueres opførsel under pokalfinalen mod Sønderjyske.

Det oplyser Fodboldens Disciplinærinstans på Dansk Boldspil-Unions (DBU) hjemmeside.

AaB får således en bøde på 40.000 kroner, fordi en lang række tilskuere ikke overholdt coronarestriktionerne, ligesom de også affyrede pyroteknik under kampen.

'Finalens dommer, Jørgen Daugbjerg Burchardt, har i indberetning fra kampen bemærket, at en gruppe AaB-fans under kampen antændte pyroteknik og havde problemer med at overholde corona-restriktionerne i forhold til at sidde ned og holde den påkrævede afstand på en meter,' skriver de og fortsætter:

'Derfor blev kampen afbrudt i det 27. minut og blev genoptaget 14 minutter senere.'

AaB har i deres redegørelse taget skylden for fansenes opførsel, ligesom man har beklaget episoden.

Fodboldens Disciplinærinstans oplyser, at kendelsen kan ankes til Fodboldens Appelinstans inden for de næste to uger.

Den nordjyske superligaklub tabte pokalfinalen med 0-2 til Sønderjyske, der hentede pokaltitlen for første gang i klubbens historie.