Det har sat alvorligt gang i aktiemarkedet, at Brøndby IF mandag har bekræftet fortsat dialog med mulige investorer.

Brøndby-aktien gør sig nemlig ekstremt bemærket på det danske marked mandag.

Efter godt to timers handel er aktien steget med lidt over 11 procent, og det sender markedsværdien af Brøndby op på 339 millioner kroner.

Det fortæller chefredaktør hos Euroinvestor, Simon Richard Nielsen, mandag formiddag til B.T.

»Dagens stigning er en markant en af slagsen, og det skyldes rygterne i markedet om, at David Blitzer er på vej ind i klubben – på den ene eller den anden måde.« siger Simon Richard Nielsen og fortsætter:

»Det er ret normalt at have et udsving af den størrelse for en aktie som Brøndbys oven på historier som dem, der har været der de seneste dage.«

Jan Bech Andersen er lige nu majoritetsejer i Brøndby IF, men nu er han altså i dialog om at afgive en større portion af sine aktier.

Det kan i sidste ende betyde, at småinvestorer også vil blive tibudt at blive opkøbt af en mulig investor.

»Hvis Blitzer køber over en tredjedel af aktierne i klubben, så vil han også være nødt til at tilbyde samtlige andre aktionærer at købe deres aktier til samme pris og til samme vilkår.«

Brøndby udsendte tidligere mandag en fondsbørsmeddelelse, hvori det blev bekræftet, at man fortsat har dialog med investorer.

»Under henvisning til de verserende rygter i medierne om, at Brøndby IF er i aktuelle drøftelser med en potentiel investor vedrørende en mulig investering i Brøndby IF, skal vi hermed meddele, at Brøndby IF løbende modtager henvendelser fra interesserede investorer, og fortsat har dialog med investorer for at afdække mulighederne for en mulig investering i Brøndby IF,« lød det fra selskabet bag Brøndby.

Jan Bech Andersen ejer 54,6 procent af aktierne i vestegnsklubben.