Det har skabt massiv undren, at Brøndby IF ikke har kunnet sætte navne på de 14 parter, der gennem holdingsselskabet GFH står bag det forestående opkøb af vestegnsklubben.

Men den undren kan - langt hen ad vejen - forstumme nu.

For Brøndby IF sætter mandag aften navne på en række af de amerikanske og europæiske investorer, der fremover vil kunne kalde sig ejere af Brøndby IF.

De parter, som Brøndby nævner, har forpligtet sig til cirka 85 procent af den investeringskapital, som GFH bringer ind i Brøndby - de resterende 15 procent kommer fra amerikanske og europæiske privatpersoner, som ikke vil have deres navne offentliggjort, melder Brøndby IF.

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Men lad os komme til det, alle har undret sig over og efterspurgt svar på - navnene på de personer, som Brøndby mandag lister dem op på sin hjemmeside:

  • Arctos Sports Partners – et partnerledet Texas-baseret investeringsfirma med fokus på at erhverve minoritetsandele i professionelle sportsklubber og levere vækstkapital til den bredere sports-, medie- og underholdningsindustri.
  • David Blitzer – medejer af Crystal Palace (siden 2015), Philadelphia 76’ers i NBA (siden 2011), New Jersey Devils i NHL (siden 2013), og en minoritetsejer af Cleveland Guardians i Major League Baseball (MLB) såvel som andre professionelle sportsklubber.
  • Eric Cohen – investor i Crystal Palace i Premier League.
  • Robert Franco – investor i Crystal Palace i Premier League.
  • Robert Karr – passioneret fodboldfan og privat investor, der med base i New York City driver eget family office og er engageret i velgørenhed.
  • Krase-familien investorer i Real Salt Lake i den amerikanske Major League Soccer (MLS) og Beyond Sports, som er en visualiseringsplatform, der leverer løsninger i realtid til ligaer, tv-stationer og brands.
  • Jahm Najafi – medejer af Phoenix Suns i NBA og McLaren i Formel 1-serien.
  • Dave Novak – investor i Crystal Palace i Premier League og Real Salt Lake i MLS.
  • Dan & Michael Schwab – investorer i Crystal Palace i Premier League, Memphis 901 F.C. i United Soccer League (USL) og Dagenham & Redbridge Football Club i den engelske National League.
  • David & Eli Simon – investorer i Crystal Palace i Premier League.

Blandt investorerne har David Blitzer været en mand, der har været genstand for massiv kritik blandt Brøndbys fans, fordi han gennem mange år har været chef i det særdeles udskældte Blackstone. Det kan du læse mere om HER.

Nogle af investorerne i Brøndby IF vil dog altså ikke ud med sit navn.

»Vi respekterer, at der er enkelte privatpersoner i ejerkredsen af Global Football Holdings, som ikke ønsker at få deres navn offentliggjort,« siger Brøndby-bestyrelsesformand Jan Bech Andersen i den forbindelse og tilføjer om dagens udmelding:

»Som jeg fortalte i fredags, så har vores rådgivere lavet en due diligence på GFH og vi har konkluderet, at GFH og deres ejerkreds er det rigtige match for os. Jeg forstår dog til fulde ønsket om en større indsigt i ejerkredsen hos GFH, og derfor har vi besluttet at gå ud med yderligere information i dag.«

Brøndby meddeler desuden, at ingen af de benævnte parter indirekte via GFH vil eje mere end 10 procent af aktiekapitalen, mens ingen af de parter, der ikke vil stå frem, indirekte vil eje mere end fem procent af aktiekapitalen i Brøndby IF.