Der har været stor ballade i forbindelse med flere Brøndby-kampe i den seneste tid, og det får nu store konsekvenser.

Fremover skal fans, der vil købe billet på udebane som Brøndby-tilhænger nemlig opgive navn og fremvise et gyldigt id, inden man visiteres og får adgang til det givne udebaneafsnit, oplyser Divisionsforeningen torsdag.

Det er Brøndby IF som klub, der skal sikre, at alle udefans kan identificeres ved kampe i Superligaen og Sydbank Pokalen, og det krav gælder, så længe der er behov for det.

Samtidig skal en sikkerhedsobservatør fra Divisionsforeningen se med, når Brøndby spiller på udebane. I første omgang skal han se med i kampene frem mod vinterpausen.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Og fortsætter problemerne trods de nye tiltag, kan det få hidtil usete konsekvenser for Brøndby IF, for virkningerne af dette forsøg skal afgøre, om Brøndby IF fremover overhovedet kan have tilskuere med på udebane.

På Brøndbys hjemmeside understreger direktør Ole Palmå nu, at det er strengt nødvendigt at få styr på klubbens udebaneafsnit med det samme. Senest var der problemer, da Brøndby spillede ude mod Viborg, hvor flere personer med karantæne var til stede.

»Vi har netop nu et stort behov for at få et komplet overblik over, hvem der kommer ind på vores udebaneafsnit. I Viborg oplevede vi desværre, at flere karantæneramte var at finde på vores tildelte udebaneafsnit, og det er i sagens natur absolut ikke noget, vi ønsker,« siger Palmå, som fortæller, at Brøndby nu investerer i et mobilt ansigtsgenkendelsessystem – det samme som man bruger på hjemmebanen Brøndby Stadion.

I Divisionsforeningen er håbet, at man fremover kan tilbyde større sikkerhed omkring Superliga-kampe.

»Det bliver lidt mere tidskrævende at være Brøndby-fan til kommende udebanekampe, men til gengæld håber vi, at de nye tiltag er med til at sikre, at vi altid kan tilbyde en tilstrækkelig sikkerhed i forbindelse med alle kampe i Superligaen – også for alle tilskuere i udebaneafsnittet,« siger direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.

Foruden de strenge krav til Brøndby melder Divisionsforeningen ud, at det kommende derby mellem Brøndby IF og FC København 16. oktober spilles uden fans af FCK på Brøndby Stadion.

Det sker som en sikkerhedsmæssig foranstaltning, der er en konsekvens af »de samlede episoder i og omkring fodboldkampe i indeværende sæson«, lyder det.

FC København har torsdag reageret på Divisionsforeningens beslutning, og her udtrykker FCK-direktør Jacob Lauesen, at man er uenig i beslutningen om at udelukke FCK-fans fra derbyet på vestegnen.

Over den seneste tid har det blandt andet taget overskrifter, at en gruppe FCK-fans blev overfaldet af Brøndby-hooligans på en rasteplads på Fyn – noget som FCK kaldte et koordineret angreb – ligesom det også vakte opsigt, at flere Brøndby-hooligans blev set i forbindelse med de store uroligheder i Champions League-kampen mellem Dortmund og FC København.

Inden da havde en mindre gruppe personer på Brøndbys udebaneafsnit i Parken revet sæder løs og kastet med dem, da FCK og Brøndby mødtes i august.