Mens FC København og FC Midtjylland har sat sig tungt på de øverste pladser i Superligaen, er der tæt kamp om de øvrige fire pladser til ligaens mesterskabsspil, der begynder efter grundspillets 26 runder.

Efter 22 runder er der således kun fire points forskel fra Esbjerg på tredjepladsen til AaB på tiendepladsen. Derfor er Esbjerg-målmand Jeppe Højbjerg godt tilfreds med, at holdet søndag slog Brøndby med 2-1.

- Kampen mod Brøndby var en nøglekamp, for hvis vi tabte, så kunne vi pludselig føle et pres ved at være placeret uden for top-6, siger han.

Selv om vestjyderne blander sig i topstriden, så er det stadig afstanden til de nederste hold, der er i fokus.

Esbjergs Carlo Holse.
Esbjergs Carlo Holse. Foto: John Randeris
Vis mere

- Tre point er det eneste, som rykker i Superligaen, så det har været en perfekt runde for os. Bundholdene har sat point til, og vi har efterhånden en del point ned til dem, som i virkeligheden er det, det handler om for os.

- Men det er klart, at vi selvfølgelig går efter de sjove pladser nu. Vi har været med helt fremme i hele sæsonen, så andet ville være dumt, siger Jeppe Højbjerg.

Brøndby-cheftræner Alexander Zorniger vil ikke fokusere på tabellen i øjeblikket, men derimod på at optimere præstationerne på banen.

- Målet med de sidste fire kampe i grundspillet handler om at forbedre vores præstation rigtig meget og finde ud af, hvorfor vi i store perioder ikke leverer, som vi skal, siger han.

Esbjerg ligger nu på Superligaens tredjeplads.
Esbjerg ligger nu på Superligaens tredjeplads.
Vis mere

På spørgsmålet om, hvorvidt han er bange for, at Brøndby ikke kommer med i mesterskabsslutspillet, når grundspillets 26 kampe er overstået, er der ingen slinger i valsen hos tyskeren.

- Jeg er ikke nervøs overhovedet for at ryge ud af top-6. Slet ikke, siger Alexander Zorniger.

Brøndby er nummer fire i Superligaen med 31 point. Esbjerg har 32.

/ritzau/