Den tidligere AaB-offensivspiller Thomas Enevoldsen skifter til hollandsk fodbold.

Tidligere på sommeren udløb Enevoldsens kontrakt med AaB, hvor han har spillet siden 2014. Siden da har han jagtet et nyt fodboldeventyr med udlandet som første prioritet.

Det får han nu opfyldt med skiftet til NAC Breda, som spiller i Æresdivisionen.

NAC Brada oplyser på deres hjemmeside, at de har indgået en et-årig aftale med danskeren.

»Det er gået rigtig hurtigt her de sidste dage. Jeg er meget tilfreds med at få en aftale med. Jeg var imponeret over klubben sidst, jeg spillede i Holland, hvor atmosfæren på stadion altid var god,« siger Enevoldsen til hjemmesiden.

30-årige Enevoldsen fik sit gennembrud i AaB, som han vandt DM-guld med i 2008. Hans gode form i de år gav ham en plads i Morten Olsens VM-trup til VM i 2010 i Sydafrika.

I 2009 skiftede Enevoldsen til FC Groningen i Holland, hvor han spillede i tre sæsoner. Herfter spillede  han to sæsoner i belgiske KV Mechelen, inden han vendte hjem til AaB i 2014.

Enevoldsen har spillet 11 landskampe og scoret en gang for Danmark.