Det var ungt, det var i stort omfang dansk, og det gav pote. Med en sejr over OB i forårspremieren fik et forynget Brøndby-mandskab en perfekt start på foråret.

Dermed lukkede holdet for en stund munden på kritikerne, som har været skeptiske i forhold til Brøndby IF's styrke efter salget af de garvede profiler Kamil Wilczek, Dominik Kaiser og Hany Mukhtar.

»Det var sgu en virkelig dejlig sejr. Når man kan høre den ene og den anden virkelig svine klubbens kvalitet til, så er det befriende at få en god start på foråret,« siger Kasper Fisker i dagens udgave af Fodbold FM, B.T.s fodbolddebatpodcast.

»Jeg er enig med kritikerne i, at vi er kommet svækket ud af transfervinduet, men jeg har hørt flere sige, at det er en decideret dårlig trup. Det er jeg bestemt ikke enig i,« siger han.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Brøndby IF's rutinerede midtbanespiller sporer derimod en masse optimisme i Brøndby-truppen, hvor flere unge danske spillere – som eksempelvis debutanten Anis Slimane – kan se frem til mere ansvar og spilletid i foråret.

Ligeledes mener han, at det er positivt, at klubbens ledelse følger den erklærede strategi om at give flere spilleminutter til klubbens unge talenter og skære ned på dyre, ældre profiler.

»Der har været en masse optimisme internt i vores trup, hvor vi har haft stor tro på tingene. Det betyder noget for os spillere, at der bliver arbejdet i den rigtige retning i klubben – også på strategi-plan. Det er ikke noget, vi spillere skal blande os i, men det er en rar følelse,« siger 31-årige Kasper Fisker.

Han sidder for tiden ude med en skade, men siger, at han regner med at vende tilbage på banen inden for senest halvanden måned.

Foruden snakken med Kasper Fisker byder denne uges Fodbold FM på en snak med flere aktører fra den kaotiske forårsstart i Superligaen, der er interview med Rasmus Ankersen om Brentford-succes og tema om konsekvenserne af Manchester Citys financial fair play-start.

Fodbold FM er B.T. Sports podcast om fodbold – og kun fodbold. Hver mandag debatterer aktører fra fodboldverdenen de vigtigste begivenheder og emner fra ind- og udland. Vært er Steffen Gronemann.

Følg Fodbold FM på Facebook og på Twitter.