FC København er dér, hvor Ståle Solbakken igen vil have dem. Som sejrherrer i Superligaen. Efter en træg start på sæsonen er Løverne efter landsholdspausen kravlet op i tabellen og ligger med lørdagens sejr på 4-0 over Silkeborg på andenpladsen, kun to point fra førerholdet FC Nordsjælland.

I de sidste fem kampe er holdet gået fra banen uden nederlag, og målscoren i de seneste fire kampe hedder flotte 11-0.

Ståle Solbakken strålede da også som en mand, man ikke kunne skyde igennem, da han skulle analysere storsejren over Silkeborg.

»Jo, det var rigtig godt. Defensivt var vi i starten lidt sløve og spillede lidt nonchelant, så vi gav et par chancer for mange væk, men vi kom efter det og spillede hurtigt med gode touch på bolden, og nogle af spillerne fik langsomt overskuddet, der skulle til,« siger Ståle Solbakken, som igen bruger ordet 'overskud', da han skal beskrive, hvad der er sket med holdet i seneste uger.

»Efter landsholdspausen har vi fundet et hold, som spiller hurtigt, og som har mere energi og er mere overskudsagtige. Det var hårdt for os at få både Erik Johansson og Federico Santander skadet oven i alle dem, som vi har mistet, så det var et helt nyt hold, vi skulle have på banen, og det har det båret lidt præg af,« forklarer Ståle Solbakken, som ikke længere har den store hovedpine over, at 'det nye FCK' skulle finde fodfæste.

»Det er ikke noget, som bekymrer mig. For os var det vigtigste før landsholdspausen at komme i et europæisk gruppespil, for det er vi økonomisk afhængige af, og vi vidste, at holdet ikke var, hvor det skulle være, og samtidig brugte vi rigtig mange kræfter på de europæiske kampe, og det gik hårdt ud over Superligaen.«

»Jeg ved ikke, om vi lige har spillet vores bedste kamp indtil videre i denne sæson, for det er svært at sammenligne kampene, og vi har stadig meget at arbejde med, men det går bedre og bedre. Du ser mere spilleglæde nu. Vi må bare blive ved, og nu kommer vi ind i en periode, hvor vi skal spille på udebane. Der skal vi også vinde,« siger Ståle Solbakken, som i de næste fire kampe skal stå i spidsen for et mandskab på fremmed græs, startende med Europa League-kampen mod FC Sheriff på torsdag og derefter Lyngby søndag. Her har han igen sin anfører William Kvist til rådighed efter en karantænedag mod Silkeborg.

»Det bliver en besværlig rejse til Moldova. Vi kommer hjem fredag morgen, så vi har ikke meget tid til kampen søndag, men heldigvis er der ikke så langt til Lyngby,« lyder det fra Ståle Solbakken med et smil, så det ikke var til at misforstå, hvis nogen skulle tro, at han ville bruge det som en undskyldning.

Det var nemlig ikke denne dag, at det negative fik lov at vinde frem. Selv Discovery-eksperten Flemming Povlsen fik et klap på armen af Ståle Solbakken, da nordmanden var i studiet for at tale nedtakt med Canal 9. De to mødtes for første gang, efter Flemming Povlsen for to uger siden sagde, at Ståle Solbakkens sjældne jubelscene oven på sejren over FC Midtjylland var et udtryk for en forløsning fra en presset mand.

En historie, der udviklede sig så vidt, at Flemming Povlsen fik mundkurv på af Discovery.

»Det er sådan med mig, at jeg aldrig er vred længe, og jeg bærer ikke nag. Det var første gang, at jeg mødte ham, og det gik helt fint,« forklarer den overskudsagtige FCK-manager med en klassisk 'Ståle Solbakken', hvor han hurtigt lukker det emne og smutter fra journalisterne med et grin. Sådan er det med sejre.

 
FC København vandt 4-0 over Silkeborg i 10. spillerunde af Superligaen.
Vis mere