På et pressemøde onsdag i Parken blev den danske angriber Nicklas Bendtner officielt præsenteret som ny FC København-spiller.

Her blev FCK-manager Ståle Solbakken spurgt om, hvorfor han for få uger siden sagde, at Bendtner ikke kunne blive aktuel for FCK, mens klubben nu har hentet ham på en aftale frem til årsskiftet.

En væsentlig del af årsagen er de to skader, som har ramt FCK-angriberne Dame N'Doye og Jonas Wind, men Bendtner har gennem de seneste uger fået overbevist Solbakken om, at han er værd at satse på.

- Hvis Nicklas kan leve op til bare halvdelen af den ydmyghed og de ting, han har sagt i vores meget ærlige snakke, så bliver det rigtig godt. Hvis han kan leve op til det hele, så bliver det fantastisk, lyder det fra Solbakken.

Pressemøde med Nicklas Bendtner og Staale Solbakken i Parken, København, onsdag den 4. september 2019.F.C. København har hentet Nicklas Bendtner i norske Rosenborg BK og skrevet kontrakt med ham gældende for resten af året.
Pressemøde med Nicklas Bendtner og Staale Solbakken i Parken, København, onsdag den 4. september 2019.F.C. København har hentet Nicklas Bendtner i norske Rosenborg BK og skrevet kontrakt med ham gældende for resten af året. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Nordmanden blev også spurgt til, hvad han tænkte om, at Bendtner har en voldsdom i bagagen, da han vurderede, om han skulle skrive kontrakt med angriberen.

- Alt blev taget til efterretning, men som person har han taget sin straf. Han er nu en fri mand.

Og den 31-årige angriber er lykkelig for endelig at kunne trække i den hvide FCK-trøje.

- Det er kæmpestort for mig, og jeg har drømt om det i mange år. For mig er det en sublim mulighed, og jeg glæder mig enormt meget til at komme i gang, siger Bendtner, som ikke lægger skjul på, at han ser en længere fremtid i klubben.

Nicklas Bendtner efter træning med FC København, onsdag den 4 september 2019.F.C. København har hentet Nicklas Bendtner i norske Rosenborg BK og skrevet kontrakt med ham gældende for resten af året.
Nicklas Bendtner efter træning med FC København, onsdag den 4 september 2019.F.C. København har hentet Nicklas Bendtner i norske Rosenborg BK og skrevet kontrakt med ham gældende for resten af året. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

- Jeg ønsker, at kontrakten skal forlænges, men det kræver af mig, at jeg viser noget i de her fire måneder, siger han.

Den danske angriber var kørt helt ud på et sidespor i norske Rosenborg, efter at han vendte tilbage fra at have afsonet sin voldsdom i slutningen af februar.

Klubbens nye træner, Eirik Horneland, havde ingen fidus til Bendtner, som til sidst hverken spillede kampe eller trænede med holdet.

Derfor ved både Ståle Solbakken og Nicklas Bendtner også, at spydspidsen ikke er landet i topform.

- Jeg har set ham i værre form end nu - og der har han været i forbindelse med landsholdet, siger Solbakken om Bendtners nuværende form.

- Vi starter på et højere niveau, end vi har frygtet.

/ritzau/