Vendsyssel FF har mandag eftermiddag præsenteret ny træner.

Det bliver Peter Enevoldsen, der tager over i sæsonens sidste to kampe.

»Vi har i den seneste tid ledt med lys og lygte efter ham, vi mener, kan føre os sikkert igennem de to næste kampe,« siger klubbens sportsdirektør, Ole Nielsen, i en pressemeddelelse.

»Peter har masser af erfaring med fodbold på topplan, og vi er sikre på, at han i samarbejde med Jan Michaelsen, der fortsætter som assistenttræner, kan navigere os sikkert igennem de to spændende kampe, der venter.«

Ansættelsen af Peter Enevoldsen kommer, efter Vendsyssel tidligere på dagen meddelte, at man havde valgt at fyre cheftræner Jens Berthel Askou og assistenttræner Mike Tullberg.

Fyringen kommer, kort tid før klubben skal ud i to afgørende playoff-kampe, hvor Vendsyssel FF skal spille for overlevelse i Superligaen.

Peter Enevoldsen er til daglig assistenttræner for kvindeholdet Fortuna Hjørring, men klubben er gået med til at låne ham ud i et par kampe til Vendsyssel FF.

»Derudover vil jeg gerne sende en stor, stor tak til eliteformand Kim Brix fra Fortuna Hjørring, der har vist stor samarbejdsvillighed i forbindelse med vores aftale med Peter Enevoldsen. Vi er glade for det gode samarbejde de to klubber imellem,« siger Ole Nielsen.

Han fortalte tidligere mandag til B.T. om årsagen til, at man valgte at skifte træner inden to så afgørende kampe.

»Vi har følt, der skal nye øjne og ny energi til at bringe tingene videre. Jeg ved ikke, om der er nogen timing i forhold til trænerfyringer, der er fantastisk. Men vi har nu 10-11 dage inden den første playoff-kamp, så vi har trods alt en god periode til at få arbejdet med tingene og forhåbentlig få flyttet tingene i en god retning,« fortalte han.

De to vigtige playoff-kampe, som Peter Enevoldsen skal stå i spidsen for, skal spilles torsdag den 30. maj og søndag den 2. juni. Vendsyssel FF skal møde klubben, der slutter som nummer tre i NordicBet-ligaen.

Hvem det bliver, afgøres lørdag den 25. maj, hvor sidste spillerunde af den næstbedste danske fodboldrække bliver afviklet.