Det har været en hemmelighed i lang tid, i årevis.

Lige indtil B.T. i januar kunne afsløre den detalje, der kan vise sig at være FC Midtjyllands største salgsargument for at slå salgsrekorden i Superligaen.

At stjernen og det største salgsobjekt i Superligaen Gustav Isaksens kontrakt med midtjyderne i virkeligheden går til sommeren 2025 og ikke kun til 2024, som offentligheden ellers kun har kendt til.

»Der kan jo være en verden til forskel i sådanne nogle forhandlinger, men for mig har det ikke betydet så meget igen. Det er da lidt træls, at folk ikke ved, hvornår éns kontrakt udløber,« siger Gustav Isaksen og tilføjer:

Gustav Isaksen.
Gustav Isaksen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg bliver ofte spurgt af både dig og andre journalister, hvordan jeg forholder mig til, at min kontrakt udløber i 2024, og der har jeg ikke rigtigt haft lyst til at sige, at den er et år længere, før klubben havde meldt det ud først,« lyder det fra Gustav Isaksen.

Han forklarer, at interessen for hans kontraktlængde formentlig har at gøre med det gennembrud, han fik i efteråret, hvor udenlandske klubber stod i kø for at hente ham.

Men Gustav Isaksen er ikke helt sikker på, hvorfor det skulle holdes fortroligt.

»Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvorfor. Jeg har ikke tænkt så meget over det, og det tror jeg egentlig heller ikke, at klubben har. Det er måske først nu, hvor der er så meget snak om et salg af mig, at det er gået op for folk. Vi har ikke prøvet at holde det skjult med vilje, og det er jo bedre for FC Midtjylland, at min kontrakt udløber senere, end hvad folk har troet.«

»Nu ved alle, hvad der står sort på hvidt, det er rart.«