Der har været noget forvirring omkring billetterne til Champions League-opgøret mellem FC Midtjylland og FC Astana.

Mandag skrev Herning Folkeblad, at FC Midtjylland havde valgt at lukke for fordelingen af billetter til Champions League-braget på MCH Arena i næste uge. Det skyldtes, at er portion af de gratis billetter, der er til returopgøret mod det kasakhstanske hold, blev reserveret af folk, der udgav sig for at have tilknytning til Brøndby.

Du kan læse mere uddybende om historien her.

Tirsdag har FC Midtjylland sendt en undskyldning til Brøndby, og kommerciel direktør i FC Midtjylland, Jacob Jørgensen, forklarer til B.T. Sport, at noget er blevet meldt forkert ud.

»Det er rigtigt, at vi kunne se, at der var mailadresser, der havde reserveret billetter, som indikerede en tilknytning til Brøndby, men vi vidste ikke, hvor mange det var. Vi har fundet ud af, at der var små 10 mailadresser, der tiltrak vores opmærksomhed, og kun 2-3 af dem har vi haft grund til at kontakte,« forklarer Jacob Jørgensen, der uddyber:

»Vi ønsker ikke at skyde efter Brøndby-fans, og der kan for den sags skyld være tale om, at det er folk, der udgiver sig for at være Brøndby-fans. Vi må jo sige, at de nok har de bedste fans herhjemme, og vi har kun haft gode oplevelser med at have dem på besøg.«

Kommerciel direktør i FC Midtjylland, Jacob Jørgensen.
Kommerciel direktør i FC Midtjylland, Jacob Jørgensen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvorfor ordlyden er blevet, som den er blevet i Herning Folkeblad, ved Jacob Jørgensen ikke.

»Sagen her har ikke haft noget at gøre med, hvorfor billetsalget er lukket. Der er fordi, at vi har udsolgt af alle vores billetter undtaget en lille portion, som vi gemmer til salg på selve dagen,« siger Jacob Jørgensen.

Brøndby kommunikationschef Christian Schultz skriver i en sms til B.T. Sport, at man har modtaget midtjydernes undskyldning.

'Vi har modtaget en officiel undskyldning fra FC Midtjylland, og det sætter vi pris på efter postulaterne, der har florereret i medierne i det sidste døgns tid. Sagen er derfor bag os, men vi vil dog som en service allerede nu minde vores kære kollegaer i FC Midtjylland om, at der i slutningen af oktober kommer mange Brøndby-fans til Herning, så vi undgår mere forvirring på Heden,' lyder det fra Brøndby.