Ebbe Sand kunne lørdag formiddag præsentere Niels Frederiksen som ny cheftræner i Brøndby IF. Og det var en tydeligt tilfreds sportsdirektør, der kunne løfte sløret for det, han kalder det perfekte match.

Hvorfor er Niels Frederiksen det perfekte match for Brøndby?

»Niels har erfaring fra Superligaen, og så har han en profil, der passer perfekt i vores strategi. Han er dansk, og det er en stor fordel. For han har et godt navn og en stor kendskab til alle de unge talenter. Og så har han bevist, at han kan udvikle dem til næste niveau.«

Er det en ansættelse med henblik på at tiltrække talenter til Masterclass?

»Når man får en cheftræner, der har stor forståelse for udviklingen af egne talenter, gør det, at vi forhåbentligt kan tiltrække nogle større talenter. Men det er ikke noget, der sker over natten. Og vi skal også blive dygtigere til at udvikle dem, så vi på et tidspunkt kan se flere på banen for førsteholdet.«

Har det været et krav fra jer, at der skal gives mere tillid til de unge talenter fremover?

»Jeg vil ikke kalde det et krav. Men det er en del af strategien og vores fokus. Det er et spørgsmål om, at vi skal udvikle vores talenter til et tilpas højt niveau - og at vi også tør at have dem som andetvalg. Det er også min opgave ikke at have en for bred trup. Men det vil altid være en kombination af, at vi har etablerede spillere og de her unge spillere som andetvalg. Der er intet, vi hellere vil, end at spille med de spillere, vi selv har udviklet. Der skal vi nok komme hen igen.«

Kommer Brøndby til at spille med flere danskere nu?

»Man kan sige, at det først og fremmest handler om kvalitet. Hvis vi kan få den samme kvalitet fra dansk side, gør vi selvfølgelig det. Vi har spillet en kamp uden en eneste dansk spiller på holdet - det så selvfølgelig ikke godt ud. Så vi vil rigtigt gerne have flere danskere på holdet.«

Det lyder ikke super overbevisende. Kan du med hånden på hjertet love, at der kommer flere danskere i truppen under Niels Frederiksen?

»Nej, for det handler også om at gøre en god handel. Hvor får vi mest for pengene. Selvfølgelig har vi også fokus på danske spillere. Men nogle gange kan det ikke lade sig gøre at få den danske spiller, vi vil have. Og så kan det være, at vi ender med en anden skandinavisk spiller. Men det er vigtigt at have en rygrad med dansk eller skandinavisk pas.«

Er det også derfor, I har nedjusteret jeres forventninger til spillersalg?

»Selvfølgelig er det godt - også for mit arbejde - at vi ikke nødvendigvis skal sælge spillere for så stort et beløb. Det gør også, at vi kan beholde nogle af vores profiler. Men får vi et bud, kan tingene ændre sig. I sidste ende er fodboldverdenen bygget op om transferindtægter, men det, at den er nedjusteret, gør, at vi kan holde på nogle af de vigtigste.«

Har det været et krav fra Niels Frederiksen?

»Det er ikke sådan, at han har stillet krav på den måde. Men det er selvfølgelig noget, han glæder sig over.«

Der har været mange rygter om trænernavne i Brøndby de seneste måneder. Og det har ikke lignet, at Niels Frederiksen har været førstevalget. Var der en anden, I hellere ville have haft?

»Nej, det var der ikke. Det er rigtigt, at det har været en lang proces, men vi ville gøre det grundigt og træffe det rette valg. Jeg glæder mig rigtigt meget over, at Niels står her i dag og har sagt ja.«

Har I slet ikke haft betænkligheder ved, at han skal til U21-EM?

»Nej, for Niels kan stadig være med på telefonen. Og vi har også talt strategier, afgange og tilgange i ansættelsesprocessen. Det er mærkeligt at sige, men jeg håber selvfølgelig, at Danmark ikke går videre fra gruppen, så Niels kan stå her 24. juni. De første uger handler alligevel om det fysiske, så der betyder det ikke alverden, at han ikke er her, når vi har et stærkt team ført an af Martin Retov, Jesper Sørensen og Aaron Thode.«