»Jeg har været i Schalke. Det var også et cirkus. Eller...ikke 'også' et cirkus. Hehe.«

Det var lidt uelegant, men også til stor morskab for de fremmødte, da Ebbe Sand i et uopmærksomt øjeblik kom til at kalde sin nye arbejdsplads for et cirkus. Måske var det et såkaldt 'freudian slip', hvor den kommende Brøndby-sportsdirektør kom til at tænke lidt for højt.

For den tidligere landsholdsstjerne kan ikke være i tvivl om, han nu træder ind i en fodboldklub, hvor der er masser af fart på. En klub, hvor der i de seneste 10 år har været masser af udskiftninger på kontorgangene, hvor resultaterne har bølget op og ned, og hvor opmærksomheden fra medier og fans er umættelig.

Og den afgående sportsdirektør, Troels Bech, advarede også sin arvtager om, at der ikke var tale om et 'fuldtidsjob', men om et 'heltidsjob'.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det er 19 år siden, at Ebbe Sand forlod Brøndby Stadion som fan-yndling. Iført gul spillertrøje, blå shorts og topscorertitel.

Onsdag eftermiddag stod han der så igen. I 'Roma Loungen'. Iført blazer, lyse jeans, skinnende sko. Og en ansigtskulør, der bestemt ikke er grundlagt i det danske oktobervejr. Tilbage i Danmark efter fem år i Dubai, hvor han havde flyttet familien ned, da sønnen ikke kunne tåle det danske klima.

»Den mission er lykkedes. Det var grunden til, at vi flyttede til Dubai, og det har heldigvis været det hele værd. Vi har haft fem spændende år i Dubai, og vores søn Mikkel, som havde skimmelsvampeallergi, har ikke haft en sygedag, siden vi flyttede derned. Syv, ni, tretten.«

»Han afslutter sin skole til sommer, og han vil derefter flytte til Florida og læse på et universitet der. Så den udfordring har vi heldigvis ikke længere,« fortalte Ebbe Sand efter præsentationen.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det er ifølge den tidligere målræv 'et godt stykke tid siden', han blev kontaktet af bestyrelsesmedlem Jan Bech Andersen, der ville høre, om sportsdirektørstillingen kunne være interessant.

»Fra den første opringning til i dag har jeg ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at dette var noget, jeg gerne ville. Og jeg har en god periode til at tænke tingene til ende og gøre mig klar til at stå her i dag.«

Brøndby har fremhævet, at du fra din aktive karriere har et stort netværk. Kan du blive mere konkret på, hvilke eksholdkammerater du har i netværket?

»Njaarh. Det handler også om netværks netværk. Der er mange af mine tidligere holdkammerater, der i dag er trænere og agenter. Det kan godt være, at de måske ikke lige har spilleren, Brøndby skal bruge, men så har de netværket, og det gør, at man bliver opmærksom på nogle spillere, man normalt ikke ville blive opmærksom på. Ikke at vi nødvendigvis skal have flere tyske spillere, men det er klart, at det er en fordel at have et stort netværk.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Du har legendestatus blandt Brøndbys fans. Gambler du ikke med dit gode ry ved at tage et job, der kan være øretævernes holdeplads?

»Så skulle jeg heller ikke være blevet ved med at spille fodbold i sin tid. Det var også en gambling - for tænk hvis jeg som angriber lige pludselig stoppede med at score mål? Nej, jeg glæder mig kun over, at jeg via min gode fortid i klubben er blevet taget så godt imod.«

Men har du overhovedet kunnet følge med i Superligaen de seneste år?

»Meget, ja. Jeg kan heldigvis tage dansk fodbold på tv'et i Dubai, selvom det hakker lidt nogen gange. Og jeg har set en fire-fem kampe live her i løbet af efteråret.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Så fulgte du også med, da Brøndby smed mesterskabet på målstregen i den forgangne sæson. Hvordan påvirkede det dig?

»Det påvirkede alle, der har et Brøndby-hjerte. Det var jo ekstremt - og så usandsynligt - at man ville smide de point til sidst. Jeg kender selv følelsen alt alt for godt. Jeg prøvede noget lignende i Schalke, og det gør nas. Det er utroligt hårdt at være så tæt på og så miste det hele til sidst. Vi skal have vendt den skuffelse til endnu større motivation.«

Brøndbys cheftræner, Alexander Zorniger, er kendt for sin hårde og kontante facon, mens du er kendt som en meget flink person. Hvordan kommer I til at harmonere?

»Nu har jeg selv haft tyske trænere, så jeg har et billede af, hvordan han er. Der er disciplin, og det er meget 'gerade aus'. Jeg kan godt lide, at han har ført Brøndby tilbage til den aggressive og direkte spillestil.«

»Og det er ikke sådan, at man nødvendigvis skal være ens for at arbejde godt sammen. Jeg ser det ikke som en udfordring - jeg kender den tyske mentalitet og den tyske kultur, og den ligger fint til mig. Jeg kan godt lide, at der bliver stillet store krav.«

Og den egenskab får Ebbe Sand uden tvivl brug for, når han den 1. januar træder ind i manegen i Brøndby.

Til et heltidsjob i cirkusset.