Morten Duncan Rasmussen bankede sig op blandt Superligaens mest scorende spillere nogensinde, da han lavede sit mål nummer 100 i 3-1-sejren mod Randers FC.

100 mål i den bedste danske fodboldrække. Så mange gange har angriberen Morten Duncan Rasmussen scoret indtil nu i sin Superliga-karriere.

Målet faldt sidst i mandagens opgør i Superligaen mellem FC Midtjylland og Randers FC, der sluttede 3-1 til hjemmeholdet.

Duncans scoring nummer 100 gør ham nu til den ottende mest scorende spiller i ligaens historie, hvor den tidligere Viborg-, Silkeborg- og AaB-bomber Søren Frederiksen indtager førstepladsen med i alt 139 mål.

Det begyndte ellers ikke særlig lovende for FC Midtjylland og Morten Duncan Rasmussen, hvor Randers FC blev sat i gang på ikke bare én - men to - personlige fejl. Efter 30 minutter bragte svenske Viktor Lundberg udeholdet i front, da han opsnappede en bold fra en langsomt agerende Izunna midt på banen.

Angriberen satte i et løb med bolden, inden han langt udefra sparkede den ind fladt bag målmand Jakob Haugaard, som umiddelbart havde rigeligt med tid til at kaste sig ned og afværge skuddet. Men det gjorde han ikke, og dermed kunne Randers FC gå til pausen med 0-1 i egen favør.

FC Midtjylland var derfor tvunget frem, og her strålede en anden spiller om kap med Duncan. Navnet er Pione Sisto, og sudaneseren gjorde efter 55 minutter sit for at slå sit ventede gennembrud fast i denne sæson, da han steg op og udlignede til 1-1 på hovedstød.

Og 19-årige Pione Sisto fortsatte herefter med at imponere. Denne gang på direkte frispark, som han bankede ind på forunderlig vis fra distancen til 2-1.

Dansk-sudaneserens talent har hen over sommeren tiltrukket interesse fra storklubber som Lille, Marseille, Napoli, Juventus og Red Bull Salzburg. Men et skifte må formentlig vente, efter han forlængede sin kontrakt med FCM frem til 2019 tidligere i år.

Eneste lille nedtur for FCM var, da Rilwan Hassan blev udvist helt til slut.