Selskabet bag fodboldklubben FC København, Parken Sport & Entertainment, dropper forsøget på at sælge stadion og fire kontortårne. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Det sker, fordi man ikke mener, man kan få den pris, man ønsker, efter man igennem længere tid har undersøgt hvilke muligheder, der var på markedet.

'På baggrund af den gennemførte afsøgning af salgsmulighederne vurderer bestyrelsen, at det ikke under de gældende vilkår på de finansielle markeder er økonomisk attraktivt at gennemføre et salg af Parken stadion og de fire kontortårne,' skriver man i meddelelsen.

Det lyder videre, at beslutningen er truffet fredag, og at man udskiller stadion og kontorejendommen i et selvstændigt datterselskab.

'Beslutningen ændrer ikke de udmeldte forventninger for indeværende år,' lyder det.

Nationalarenaen har været på københavnske hænder siden 1998, hvor fodboldklubben købte Parken af ejendomsselskabet Gefion. Senere hen købte man også de fire kontortårne.

Og indtil videre er det altså ikke planen, at andre skal have dem.