FC Københavns og landsholdets Peter Ankersen har brækket sin ankel og er ude de kommende fire måneder.

Tirsdagens kamp mellem FC København og FC Midtjylland blev en både vild og ærgerlig oplevelse for Peter Ankersen. Her scorede højrebacken to mål, hvor det ene var i kategorien 'drømmescoring'.

Men opgøret sluttede udover nederlaget ekstra ærgerligt for Peter Ankersen, da han måtte gå skadet fra banen.

Nu viser det sig, at det er en skade i anklen, og det kommer til at koste højrebacken en længere pause. Det fortæller FC Københavns læge, Morten Boesen, til klubbens hjemmeside.

 
Selvom ordvalget ikke er kønt, så er det alligevel fantastisk at se den glæde fra Paul Onuachu.
Vis mere

»Vi har i dag undersøgt Peter nærmere, og desværre har vi konstateret et brud i hans ankel. Det betyder, at han nu snarest skal gennemgå en operation. Derefter skal hans fod have ro til at hele, inden genoptræningen begynder. Han kan være ude i op til fire måneder,« siger Morten Boesen.

Skaden betyder, at Peter Ankersen går glip af den kommende pokalfinale mod ærkerivalen Brøndby. Og det er Peter Ankersen ked af.

»Det er selvfølgelig en rigtig ærgerlig måde at slutte en helt fantastisk sæson af på for mig personligt. Jeg er ked af, at jeg ikke kan være med i de sidste kampe og i pokalfinalen, men jeg vil forsøge at støtte drengene så godt jeg kan. Og så er jeg klar til at knokle hundrede procent for at blive så hurtigt klar som muligt, så snart jeg lige har sundet mig oven på skuffelsen,« siger Peter Ankersen til FC Københavns hjemmeside.