Sen scoring sikrer FC København point mod AGF

Det lignede en hjemmesejr, men et mål i overtiden reddede FC København fra at tabe udekampen mod AGF.

Det så længe ud til at blive en overraskende AGF-sejr, da Aarhus-holdet søndag tog imod FC København på hjemmebane.

Men en scoring i kampens ekstratid af Viktor Fischer spolerede aarhusianernes sejrsfest. I stedet blev det til 1-1 og pointdeling.

Med det uafgjorte resultat ender FCKs sejrsstime på fire sejre i træk, mens AGF fortsat kan kalde sig det eneste ubesejrede hold i ligaen.

FCK har et tæt program i øjeblikket, og derfor valgte FCK-manager Ståle Solbakken at skifte ud på fire pladser i startopstillingen søndag i forhold til sidste weekends kamp mod Brøndby IF. Blandt andet på målmandsposten, hvor Stephan Andersen fik chancen fra start.

Det var dog AGF-målmand Aleksandar Jovanovic, som stjal billedet, da han efter otte minutter reddede et straffespark fra FCK's Kenan Kodro.

På trods af det brændte straffespark dominerede FCK, men gæsterne havde svært ved at spille sig igennem den velsmurte AGF-defensiv.

AGF havde ikke meget frem ad banen, men de lurede hele tiden på omstillinger.

Efter 37 minutter udnyttede de sådan en, da Jens Stage havde sidste fod på et fremragende angreb og bragte hjemmeholdet foran med 1-0, som også blev resultatet ved pausen.

Kampbilledet fra første halvleg gentog sig efter pausen, hvor FCK jagtede udligningen, og AGF stod dybt og forsvarede.

Desværre for FCK virkede det som om, at AGF havde rimelig godt styr på angriber Dame N’Doye og de indlæg, som FCK's backs sendte i feltet.

FCK forsøgte og forsøgte med indlæggene, og fem minutter før tid var det tæt på, at udligningen kom, men Denis Vavros hovedstød gik lige forbi mål.

I kampens overtid gik det dog galt for AGF, da Viktor Fischer helflugtede bolden i mål til slutstillingen 1-1 til stor ærgrelse for hjemmeholdet og dets fans.

/ritzau/