En gruppe Lyngby-fans har fået sig en skræmmende oplevelse i Odense mandag aften.

Efter det højdramatiske opgør i Superligaen mellem OB og Lyngby blev en bus med Lyngbys fans – ung som gammel – nemlig angrebet med sten, hvilket resulterede i en smadret rude på bussen.

Det bekræfter Lyngbys pressechef, Frederik Scheuermann, over for B.T.

»På vej væk fra stadion blev bussen angrebet med sten, og der blev smadret en rude i siden af bussen.«

»Der blev kastet sten ad to omgange. Kort efter at bussen trillede ud første gang og så 50 meter længere henne,« siger han over telefonen på vej hjem til Lyngby og fortæller, at episoden endnu ikke er politianmeldt.

Ingen Lyngby-fans kom til skade, men situationen vækker stor ærgrelse, fordi busserne var fyldt med familier, fortæller Frederik Scheuermann.

»Alle er okay, men det her er jo en bustur med familier og børn, så det er vi rigtig kede af. Der er ikke fysiske skader, men det har været skræmmende, og det er selvfølgelig ikke godt.«

Lyngby-fanen Rasmus Grex Borre fortæller om sin oplevelse i bussen:

»Vores bus blev angrebet, mens vi kørte væk fra Odense Stadion. Der var børn og unge mennesker, der blev bange. Vi fik smadret en rude på bussen.«

»Vi så dem, der gjorde det, men der var ingen vagter eller politi til at hjælpe os,« siger han til B.T.

B.T. har været i kontakt med OBs pressechef, Rasmus Nejstgaard, der mandag aften ikke var vidende om episoden.

Fyns Politi har endnu ikke svaret på B.T.s henvendelser.