Mandag eftermiddag kom den melding, som flere af FC Københavns fans har ønsket længe og også har givet udtryk for med bannere til hjemmekampene i Parken - at sportsdirektør Carsten V. Jensen skulle forsvinde fra den vigtige post i klubben.

CV, som han bliver kaldt, er manden med et ægte FCK-dna og har siden 1993 været tilknyttet klubben i tykt og tyndt. Fra succes til fiasko. Særligt sidstnævnte blev for meget for de øverste chefer i klubben, der ikke kunne acceptere dårlige spillerinvesteringer og en sæson, hvor man højst sandsynligt ender som nummer tre eller fire i Superligaen. Langt fra guld-ambitionerne.

Personen, der i sin tid tilknyttede Carsten V. Jensen, er Flemming Østergaard - også kendt som Don Ø. Han forklarer, at han troede, skuden ville vende, da Ståle Solbakken i august igen blev FCKs cheftræner, men da den ikke gjorde det, var fyringen ventet.

- Fyringen kommer som en naturlig konsekvens af de dårlige resultater. Jeg havde håbet, at Carsten V. ville klare det, da Ståle kom tilbage. Carsten er en fin fyr. En dygtig og loyal medarbejder, som med den rigtige hjælp omkring sig vil være nyttig i mange organisationer, siger Flemming Østergaard og fortsætter:

- Det kommer ikke overraskende for mig. Tidspunktet er måske overraskende. Det er altid let for os kloge hoveder, som ikke er med i dagligdagen derude, at lave overskrifter, men alt andet lige ved vi ikke, hvad der er foregået ude på træningsbanen og på kontorlokalerne. Og det er jeg ikke klar over.

Hos Flemming Østergaard er der dog ingen tvivl. Det værste, der er sket i Carsten V. Jensens tid som sportsdirektør, var, da naboerne fra FC Nordsjælland løb med guldet i 2012.

- Den største brøler i mange år var, da FC Nordsjælland tog mesterskabet og kom i Champions League. Det gav dem 150 millioner kroner. Spørgsmålet er, om det var CVs ansvar alene, siger Flemming Østergaard uden at ville nærmere ind på, hvem han ellers har i tankerne.

- Min opfindelse dengang med CV var, at han skulle være i tæt samarbejde med Ståle og mig. Og den trio fungerede jo fantastisk. Jeg har under ingen omstændigheder fortrudt, at jeg gav CV chancen, om han så efterfølgende har forvaltet denne rolle godt nok, kan man stille spørsmålstegn ved.

FC Københavns direktør, Anders Hørsholt, har oplyst, at man nu leder efter en permanent afløser for Carsten V. Jensen, og indtil det sker, vil cheftræner, Ståle Solbakken, overtage CVs opgaver, men Flemming Østergaard er ikke sikker på, at der kommer en ny mand på posten som sportsdirektør i FC København.

- Personligt tror jeg ikke, at der kommer en person, som Ståle skal referere til. Og jeg vil heller ikke anbefale dette. Ståle har den faglige viden til at kunne sætte et 'godt hold' sammen. Ligesom man må huske, at den sportslige sektor i FC København består af dygtige og kompetente personer. Ståle kan sagtens fungere som manager, herunder at have ansvaret for køb og salg af spillere.

- Jeg er tryg ved, at det er Ståle, som har ansvaret for den sportslige ledelse. Han skal nok få det til at fungere, lyder det fra Flemming Østergaard, som selv blev skubbet ud af klubben i 2010.