På ti runder er der begået seks fejl i forbindelse med VAR. Det tal er for højt, medgiver Michael Johansen.

Hvis du i Superligaens første ti runder føler, at du har vrisset lidt mere over fejl relateret til videodommersystemet VAR, end du plejer, så er der en årsag.

Onsdag holdt Michael Johansen, formand for Dansk Boldspil-Unions (DBU) dommerudvalg, hof for den danske presse, og her kom han med en indrømmelse. Der er begået lige lovlig mange fejl.

Antallet af fejl nærmer sig således allerede antallet af fejl i hele sidste sæson. Der er begået seks fejl i denne sæsons første ti runder. I hele sidste sæson blev der begået ti fejl på 32 spillerunder.

Dommer Anders Poulsen venter på VAR. Superliga. OB - SønderjyskE i Odense søndag 15. maj 2022. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Dommer Anders Poulsen venter på VAR. Superliga. OB - SønderjyskE i Odense søndag 15. maj 2022. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er vi ikke helt tilfredse med, så vi analyserer på, hvad der er gået galt i de enkeltstående tilfælde,« siger Michael Johansen, som dog glæder sig over, at VAR 19 gange er blevet benyttet med succes.

Der skete blandt andet fejl, da Christian Sørensen for Viborg FF fik et straffespark mod FC København i runde 3, og da FC Nordsjællands Martin Frese fik annulleret et mål mod FC København i runde 7.

En fejl dækker over, at man enten har misset en sekvens, hvor VAR skulle have været i brug, eller at man har dømt forkert i forbindelse med en sekvens, hvor VAR har været i brug.

Michael Johansen har en målsætning om, at der kun sker fem fejl på en hel sæson, men den grænse har man altså allerede overskredet efter ti runder.

»Det er en meget, meget ambitiøs målsætning. Den kræver benhård træning, og at man er fuldt koncentreret i alle scenarier. Det er urealistisk at forvente, at vi er der nu, men målsætningen står der.«

»Det tager tre til fem år som minimum at implementere VAR. Ingen skal være i tvivl om, at der bliver arbejdet hårdt og godt,« siger Michael Johansen.

VAR blev indført i Superligaen i sæsonen 2020/21, så denne sæson er altså den tredje i forløbet.

En af målsætningerne har fra start været at nedbringe ventetiden i forbindelse med VAR. I sæsonens første ti runder er der i gennemsnit blevet brugt 38 sekunder per kamp.

Det er to sekunder hurtigere end det gennemsnitlige tal for hele sidste sæson. Michael Johansen kalder de 38 sekunder for en »ekstremt flot tid«, men hurtighed er ikke et mål i sig selv.

»Vi skal passe på med at gøre tingene for hurtigt, fordi prisen kan være lavere kvalitet. Det er også årsagen til nogle af de fejl, vi har lavet,« siger dommerformanden.

Selvom der er begået fejl, er Michael Johansen glad for udviklingen i implementeringen af VAR i dansk fodbold.

»Vi er på et flot niveau. Der er stadig ting, vi skal lære, og det kommer selvfølgelig over tid. Vi kan ikke forvente at presse mere ud af teamet end i dag. Det kræver rutinemæssig træning, for at vi bliver stærkere,« siger han.

/ritzau/