Dommer Jakob Kehlet kom i den grad i fokus i Brøndbys 1-0-sejr over FC København. Allerede efter fem minutter savede Ronnie Schwartz udeholdets Tom Høgli midt over.

Selvom Ståle Solbakken efterfølgende pegede på, at det var til et klart rødt kort - holder Kehlet fast i, at han traf den rigtige beslutning, da nøjedes med at give Schwartz en advarsel.

»Hvis vi skal have en udvisning, skal det være strakt ben og knopper ind på anklen, og det har vi ikke her. Voldsomheden er ikke stor nok,« sagde han til TV3+.

Overvejede du rødt?

»Nej, jeg får en klar og hurtig melding fra min linjevogter, der mener, det er til gult. Det synes jeg også selv. Når jeg ser den på tv, bekræfter den kun min overbevisning.«

I anden halvleg følte de københavnske fans sig endnu engang snydt. Benjamin Verbic blev revet omkuld i feltet - men ifølge Jakob Kehlet overspillede sloveneren situationen.

»Der er en lille berøring på armen, så tager han et lille skridt og overspiller kontakten,« lød hans vurdering.