Det så ikke ud, som om der på nogen måde var onde intentioner fra Randers-målmand Patrik Carlgren.

Alligevel så det voldsomt dramatisk ud, da han fik bokset Brøndbys Simon Hedlund direkte i hovedet.

Randers-målmanden var på vej ud efter en lang bold, som Simon Hedlund endte med at komme først på.

Hans øjne var på bolden, og knytnæverne var sigtet samme vej. Men de endte med at blive plantet direkte i hovedet på Simon Hedlund, der gik i jorden. Se øjeblikket øverst i artiklen.

Foto: Screendump - Eurosport
Vis mere

Svenskeren lå kortvarigt meget stille på banen, mens flere med- og modspillere strømmede til, men hurtigt kom han op på knæ og modtog behandling af Brøndbys lægestab, så han kunne fortsætte kampen.

Det fik Patrik Carlgren ikke lov til.

Direkte rødt kort og straffespark dømte kampens dommer, Jens Maae, og Patrik Carlgren kunne ikke stoppe sin enorme ærgrelse, hvilket kostede et par kastede flasker og et par spark på vej ud til omklædningsrummet. Følg resten af dramaet i Brøndby her.

Også Randers-træner Thomas Thomasberg var rasende og skældte ud på kampens fjerdedommer.

Patrik Carlgren vises ud på Brøndby Stadion.
Patrik Carlgren vises ud på Brøndby Stadion. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Straffesparket udnyttede Kamil Wilczek på indskiftede Jonas Dakir, der kom ind til sin superligadebut. Men der har været masser af drama i kampen.

Randers chokstartede opgøret med en lynscoring ved Marvin Egho efter 10 minutter, og få minutter efter scorede Erik Marxen direkte på hjørnespark.

Halvvejs inde i først halvleg reducerede Kamil Wilczek, inden han altså lavede sit andet mål i kampen på straffespark. Kort før pausen bragte Dominik Kaiser Brøndby foran til 3-2.

Kamil Wilczek er således ét mål fra at tangere Ebbe Sands rekord som den mest scorende Brøndby-spiller i Superligaen.