En undersøgelse foretaget for BT viser, at Superliga-dommerne har haft en afgørende fløjte med i gennemsnitligt en kamp per Superliga-runde.

Dommerne har været afgørende for resultatet af gennemsnitligt en kamp per runde i Superligasæsonen. Det viser en undersøgelse, BT har fået foretaget af de 72 kampe i de 12 første runder af Superliga-sæsonen for at kvalificere debatten om dommerne, der har præget store dele af dette fodboldefterår.

Undersøgelsen er blevet foretaget på baggrund af videomateriale fra samtlige kampe og viser, at Superliga-stillingen havde set anderledes ud, hvis dommerne havde dømt anderledes i de kampafgørende situationer, BT har identificeret, og at millioner af kroner derfor også havde skiftet hænder på en anden måde, da der efter 11. runde blev uddelt tv-penge.
-------------------------------------


-------------------------------------
Antallet af fejlkendelser er langt højere end disse 12 tvivlsomme kendelser, undersøgelsen har identificeret, men det er disse 12, der har været kampafgørende og ændret det antal point, klubberne i tilfælde af en anderledes dommervurdering havde fået. Talsmand for dommerne, superligadommer Michael Johansen, har desuden selv indrømmet fejl i dette efterår.
-------------------------------------

-------------------------------------
Selvom ikke alle de tvivlsomme kendelser entydigt er fejlagtige, erkender dommernes talsmand, Michael Johansen, at der har været for mange fejlkendelser i dette Superliga-efterår.

- Én fejl, som er kampafgørende, er én for meget, så ud fra den betragtning er svaret vel ja. Jeg har personligt lavet fejl, som desværre i situationen overskygger alle mine gode præstationer, men det er en præmis, jeg kender og arbejder under, og som gerne skulle gøre mig stærkere alligevel, siger Michael Johansen og understreger, at der i dommernes verden ikke findes ’tvivlsomme’ kendelser, sådan som vi kalder dem i vores undersøgelse, men kun rigtige eller forkerte.

Føler du, I har været mere kampafgørende, end I plejer at være?

- Vi ønsker aldrig at være kampafgørende, og vi har desværre set på slowmotion, at vi har taget fejl nogle gange på det seneste. Jeg ved, at det er en personlig ærgrelse for alle dommere, når der er sket en fejl, og vi er aldrig tilfredse, når det sker, på samme måde som hvis en angriber brænder store chancer, som også kunne have afgjort kampen. Som dommer og leder af kampen hviler der et stort ansvar på en. Herunder et ansvar for også at erkende sine fejl og arbejde videre med dem fremadrettet, således at vi minimerer dem. Jeg tror dog aldrig nogensinde, vi undgår dem helt, siger Michael Johansen.

Silkeborg-træner Jesper Sørensen er blandt de trænere, der har været mest kritiske over for dommerne, og som vores undersøgelse viser, har han da også haft noget at have sin kritik i, for havde det ikke været for de tvivlsomme kendelser, havde Silkeborg været i nærkontakt med resten af Superligaen med ti point i stedet for bare fire.

Jesper Sørensen er ikke vendt tilbage på BT’s henvendelser i forbindelse med undersøgelsen, men før weekenden sagde hans bestyrelsesformand i Silkeborg, Kent Madsen, sådan om dommerne:

- Vi kan alle sammen føle, at vi bliver snydt lidt engang i mellem, men overordnet synes jeg, dommerne er gode. Vi bakker op om de politikere, vi har siddende i Divisionsforeningen og i DBU, og hvis der er noget, der skal gøres anderledes, har jeg fuld tillid til, at de gør det rigtige.