Transfervinduet er lukket op på vid gab, og det er i de kommende tre ugers tid, at Superliga-klubberne skal ud og spille med de økonomiske muskler, hvis de skal forstærke sig frem mod forårssæsonen.

B.T Sport har i den forbindelse kigget de på papiret seks største klubber efter i sømmene for at finde hullerne i trupperne og eventuelle emner, som kan forstærke holdene.

Så se med herunder for at få et overblik over, hvordan AaB, AGF, Brøndby IF, FC København, FC Midtjylland og OB kan og bør agere på transfermarkedet denne vinter.

SÅDAN SKAL SUPERLIGAENS 'STORKLUBBER' HANDLE

Det har været et turbulent efterår i Aalborg, som kulminerede med fyringen af Morten Wieghorst. AaB-træneren fik kniven, efter at en pointmæssigt godkendt start på sæsonen udviklede sig til en omgang kønsløs fodbold og deraf følgende pauver pointhøst. Nu har Jacob Friis fået chancen på trænerposten, så arbejdsro - også i transfervinduet - må være nøgleordet i AaB.

Her skal holdet forstærke sig: AaB's trup er ganske solid, og holdet er godt dækket ind på de fleste pladser. En skarp angriber kan alle hold bruge - også AaB - men den slags koster mange penge, som nordjyderne nok ikke er villige til at spendere denne vinter. Klubben bør i stedet satse på for alvor at få forløst de to udenlandske offensiv-forstærkninger fra i sommer, Philip Ochs og Tom van Weert. Derfor skal de kaste pengene efter at lave en permanent aftale med Lucas Andersen, som er en nøglefigur i AaB-offensiven, som kan løfte sine holdkammerater. Dette er også et erklæret mål for sportsdirektør Allan Gaarde.

Her skal de sælge: Der var store forventninger til Filip Lesniak, da han kom til AaB fra mægtige Tottenham. Han har dog været en stor skuffelse, og nu siger Wieghorst-signingen, at han overvejer at forlade klubben her i januar. Der har været interesse om målmand Jacob Rinne, men set ud fra et sportsligt perspektiv bør klubben beholde profilen.

Status i transfervinduet: Ind: Ingen Ud: Ingen

AaB's Lucas Andersen i aktion. Vis mere

AGF har taget førertrøjen i transfervinduet, og det er der også god grund til: Efteråret i det aarhusianske har været rædselsfuldt for den evigt underpræsterende klub, som overvintrer på 10.-pladsen. Derfor kan justeringer og forstærkninger i truppen være særdeles afgørende for, om David Nielsen og co. opnår top-6-målet.

Her skal holdet forstærke sig: Bare en uge inde i transfervinduet har klubben præsenteret en ny målmand, en ny højreback og en ny midterforsvarer. Men hvor er angriberen? AGF skriger efter en angriber på top-Superliga-niveau efter et efterår, hvor midtbanelungen Jens Stage har løbet rundt i front. Aarhusianerne har i weekenden forsøgt at købe hollandske Sven Braken, men han var for dyr. Jagten på den nye Peter Graulund/Håvard Flo/Morten Duncan fortsætter ...

Her skal de sælge: Kommer det rette bud på svenske Tobias Sana, så skal den svenske offensiv-stjerne skydes af sted. Han har et højt topniveau, men er en dyr og besværlig herre. Klubben har flere vellønnede og rutinerede spillere løbende, som har kontrakt udløb til sommer, som de nok ikke vil holde stædigt fast i. Eksempelvis Jesper Juelsgaard, Martin Spelmann og Dino Mikanovic. Selv anfører Pierre Kanstrup kan være på vej væk.

Status i transfervinduet: Ind: Alexander Munksgaard (FC Midtjylland), Frederik Tingager (Eintracht Braunschweig), Kamil Grabara (Liverpool, leje). Ud: Björn Daniel Sverrisson (FH Hafnarfjördur), Roman Mysak (transferfri).

AGF-træner David Nielsen med nyindkøbene Alexander Munksgaard og Frederik Tingager. Vis mere

Vestegnens fodboldmastodont blev hægtet godt og grundigt af guldkampen i et turbulent efterår, hvor træner Alexander Zorniger og sportsdirektør Troels Bechs annoncerede stop har stjålet overskrifterne. Nu skal klublegenden Ebbe Sand styre fodboldbutikken, og han kan godt få et travlt debut-transfervindue i Brøndby IF, hvor der er flere huller i truppen.

Her skal holdet forstærke sig: En ny midterforsvarer, en angriber og en back, der kan vikariere på begge kanter. Det er nogle af de positioner, hvor Brøndby IF med fordel kan forstærke sig. Aftalen med topscorer Kamil Wilczek er et boost til angrebskæden, hvor der dog stadig er for mange usikre kort, og hvor Uffe Bech har sagt farvel. Klubben har derudover mistet to backs, anfører Johan Larsson og floppet Björn Kopplin. Ebbe Sand nævner selv backpositionen. I midterforsvaret har Zorniger fire muligheder, så er her det mindre presserende. Men det ville pynte med et solidt navn, som det hele kan bygges op omkring på den lidt længere bane. Eventuelt en dansker?

Her skal de sælge: Et salg af midtbaneprofilen Simon Tibbling, som har haft et svært efterår, kan skæppe godt i kassen. Flere klubber (FCK og FCM for eksempel) har før givet bud på svenskeren. Hjörtur Hermannsson er røget ud i kulden i forsvaret. Uheldige Kevin Mensah kommer nok aldrig til at blive en fast spiller. Michael Uhre ville måske også kunne finde et bedre match på en lidt lavere Superliga-hylde.

Status i transfervinduet: Ind: Ingen. Ud: Johan Larsson (Guingamp), Uffe Bech (Hannover 96, lejeaftale udløbet), Björn Kopplin (Randers FC).

Brøndbys Kamil Wilczek og Ante Erceg. Vis mere

Ståle Solbakken kunne gå tilfreds på juleferie efter et fint efterår for FCK, som fører Superligaen, og som har været med i Europa Leagues gruppespil. Nordmanden var tidligt ude med nøglesigning før jul i form af den uruguyanske landsholdsspiller Guillermo Varela, som er købt som en fremtidig erstatning for Peter Ankersen, som er væk senest til sommer.

Her skal holdet forstærke sig: De leder efter en central midtbanespiller - enten en etableret profil eller en udviklingsspiller. I sommer var klubben tæt på en forstærkning til den position, hvor Jan Gregus nu har forladt klubben. En angriber, som kan supplere Jonas Wind og Dame N'Doye, ville også pynte. Men det kræver nok et salg af enten floppet Kenan Kodro eller Pieros Sotiriou. Ifølge B.T Sports oplysninger har FCK et godt øje til angriberen Abderrazak Hamdallah, en marokkansk angriber, som har scoret mange mål i Norge.

Her skal de sælge: Kan FCK komme af med Kenan Kodro, så er det vist ingen, der bliver kede af det i Parken og omegn. Pieros Sotiriou scorer en del mål og får masser af spilletid, men han synes ikke at kunne løfte sit niveau yderligere. Bør nok sendes videre, hvis der er en klub, der vil smide penge efter ham. Den tjekkiske forsvarer Michael Lüftner er kommet i overskud. Nicolaj Thomsen kan også sælges, såfremt en midtbaneerstatning bliver hentet ind.

Status i transfervinduet: Ind: Guillermo Varela (Penarol). Ud: Jan Gregus (Minnesota United), Mads Roerslev (Vendsyssel FF, lejeaftale).

Varela har fået trøje nummer 2 i FCK. Vis mere

De forsvarende danske mestre har trods trænerskiftet holdt sit høje niveau fra sidste sæson og er eneste bejler til guldet sammen med FCK. Skal FCM holde trit med de stærke københavnere i foråret, gælder det nok om at holde på så mange profiler som muligt og muligvis hente en enkelt eller to forstærkninger ind.

Her skal holdet forstærke sig: Som truppen ser ud nu, er der ikke de store huller. Men profilsalg kan få FCM-ledelsen til at rykke på forstærkninger. I første omgang skal klubben afgøre, om de vil forlænge aftalen med anfører Jakob Poulsen, som har kontraktudløb til sommer, ligesom FCM kan købe brasilianske Evander fri for lidt under 20 millioner kroner.

Her skal de sælge: Midtjyderne har en af de bredeste trupper i Superligaen, så der kan ske en del med spillere på ydermandaterne til start-11'eren. I forhold til holdets stjerner er det mest aktuelt med et klubskifte for topscorer Paul Onuachu, som bliver set an af store klubber i Europa - som dog nok skal smide boksen for at sikre sig nigerianeren. Forsvarsmanden Kian Hansen kan også være et bud på en profil, der måske skal en tur mere ud i Europa. Angrebsreserven Mayron George kunne være interessant for andre Superliga-klubber. Men generelt ved man, at alt kan ske i transfervinduet, når det gælder FCM.

Status i transfervinduet: Ind: Chima Anene (FC Fredericia), Babajide David (FK Haugesund, lejeaftale udløbet), Jakup Thomsen (FH, lejeaftale udløbet) Ud: Kaan Kairinen (HJK Helsinki, lejeaftale), Alexander Munksgaard (AGF).

Paul Onuachu ved FCM-træning. Vis mere

Det startede skidt i sæsonen, men den nye træner, Jakob Michelsen, fik rettet op på den fynske fodbold-skude i løbet af efteråret. Der er dog plads til forbedringer i truppen, hvis klubben skal op i tabellen med Michelsens krævende spillestil som våben.

Her skal holdet forstærke sig: Der skal findes en angriber i det fynske, hvor Rasmus Festersens dage som en solid målscorer synes at være ovre, mens dyre Anders K. Jacobsen virker kronisk svingende i sine præstationer. Brøndby IF's Mikael Uhre kan være et bud til angrebet. Michelsen har arbejdet med ham i Sønderjyske. Derudover ser det lidt tyndbenet ud i forsvaret, hvor Michelsen kun råder over tre kampdygtige centerforsvarere til tre-mandskæden, efter at Kenneth Emil Petersen har indstillet karrieren, og Alexander Ludwigs er blevet skadet. Måske Mads Fenger i Hammarby, som Jakob Michelsen kender, er en mulighed til forsvaret?

Her skal de sælge: Angrebstalentet Mathias Jørgensen har fået lov til at tage på prøvetræning i Borussia Mönchengladbach. Ryan Johnson Laursen har flirtet med amerikanske fodboldklubber. Festersen og Anders K. Jacobsen kan skydes af sted, ligesom tjekkiske Kamil Vacek slet ikke har slået til.

Status i transfervinduet: Ind: Ingen Ud: Kenneth Emil Petersen (karrierestop), Thomas Mikkelsen (Lyngby BK).

OB-cheftræner Jakob Michelsen. Vis mere