Alexander Zorniger var søndag til fodbold i Brøndby igen.

Den tidligere cheftræner var efter kampen mod FC Midtjylland en tur forbi døren til omklædningsrummet og hilste på flere af sine gamle spillere.

Således havde både Dominik Kaiser og Jens Martin Gammelby en lang dialog med den tyske træner, der endnu ikke har fundet et nyt job, efter han i februar blev fyret i Brøndby.

Begge spillere blev hentet til klubben, mens Alexander Zorniger var træner.

Tyskeren kom til Brøndby i 2016, og efter en succesfuld tid fik han i slutningen af 2017 forlænget sin kontrakt med klubben.

Kontrakten skulle vare til 2020, men han fik grundet manglende resultater ikke lov til at fuldføre den.

Ikke desto mindre er forholdet til Brøndby blevet bevaret, og det er således ikke første gang, at han var på Brøndby Stadion efter sin fyring.

Zorniger er fortsat bosiddende i Danmark, nærmere bestemt Solrød Strand.