Hvor spiller Lyngby-10'eren Rezan Corlu efter indeværende Superliga-sæson?

Svaret blæser i vinden.

»I øjeblikket spiller han fanastisk. Han er knalddygtig, og laver et flot mål for os mod AGF. Hvad angår hans fodboldfremtid må vi se. Vi har ham jo ansat på lejekontrakt, men har forkøbsret på ham. Så i vinterpausen skal vi have snakket hans situation igennem,« sagde Lyngby-træner Christian Nielsen til B.T. efter søndagens uafgjorte Superliga-kamp på Ceres Park i Aarhus.

Rezan Corlu, der siden sæsonstarten står noteret for fire fuldtræffere samt fem målgivende afleveringer, var efter den uafgjorte Superliga-kamp mod AGF ikke meget for at tale om sin fodboldfremtid.

Lyngby BK's Rezan Corlu jubler over sin scoring til 1-0 i Superliga-kampen mod AGF.
Lyngby BK's Rezan Corlu jubler over sin scoring til 1-0 i Superliga-kampen mod AGF. Foto: Ernst van Norde
Vis mere

»Kontakt min agent. Min holdning er at jeg gerne vil spille på så højt et niveau som muligt. Faktum er at Brøndby har udlejet mig til Lyngby resten af sæsonen. Men hvorvidt jeg ønsker at komme tilbage dertil, har jeg ingen kommentarer,« sagde Rezan Corlu.

Han har tidligere været på kontrakt i italienske Roma, hvor han primært spillede på Serie A-klubbens U19-mandskab.

»Jeg er meget tilfreds med min præstation mod AGF. Målet (i 6. minut, red.) var lækkert. Det er et godt hold jeg spiller på. Der er god kemi, og vi vil allesammen det bedste. Det er baggrunden for, at det kører godt for os i Superligaen,« sagde Rezan Corlu og tilføjede:

»Hvad angår vores efterårssæson, overrasker det mig ikke, at vi har erobret 25 point i 19 kampe. Der trænes supergodt og alle ofrer sig optimalt i kampene.«