Vendsyssel FF's islandske angriber, Jon Thorsteinsson, var efter den uafgjorte superligakamp mod AGF langtfra tilfreds med dommer Mikkel Redders præstation.

»Jeg mener helt klart, at han burde have dømt straffespark, da AGF'eren (Mustafa Amini, red.) fælder mig,« sagde Jon Thorsteinsson om situationen 10 minutter før pausen.

I stedet for straffespark fik Jon Thorsteinsson en advarsel, da dommeren mente, at han havde forsøgt at 'filme' sig til en fordel.

»Kendelsen overraskede mig,« sagde Jon Thorsteinsson og trak lettere opgivende på sine skuldre.

Foto: Claus Bjørn Larsen
Vis mere

Det var tredje gang inden for en uge, at kontroversielle dommerkendelser gik mod Vendsyssel FF:

Mod FC København for en uge siden i Superligaen fik de udvist Francisco Junior, og da de tre dage senere mødte Brøndby IF i pokalkvartfinalen, fik de annulleret en korrekt scoring af Emmanuel Ogude.

»Jeg synes, det er underligt, at Thorsteinsson mod AGF får en advarsel, og at vi ikke får et straffespark. Det er fra min position ret tydeligt, at Amini stopper ham ved at stille sig ind i hans løbebane uden intentioner om at spille bolden,« sagde Vendsyssel FF's cheftræner, Jens Berthel Askou, og tilføjede:

»Vi er lidt hårdt ramt i øjeblikket, for jeg synes ikke, at vi får de åbenlyse kendelser.«