Silkeborg-angriberen Ronnie Schwartz udgik af mandag aftens Superliga-kamp mod Brøndby IF med en knæskade.

B.T. fangede ham efterfølgende til en snak.

»Her og nu gør det ondt i knæet. Men hvis det ikke havde gjort det, havde jeg fortsat,« sagde Ronnie Schwartz og tilføjede:

»Jeg har svært ved at vurdere, hvor slem skaden er. Men i forhold til det vores læge siger, er jeg positiv - med mindre der selvfølgelig kommer dårlige nyheder efter en scanning.«

Silkeborg-angriberen Ronnie Schwartz udgik af mandag aftens Superliga-kamp med en knæskade.
Silkeborg-angriberen Ronnie Schwartz udgik af mandag aftens Superliga-kamp med en knæskade. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Uheldet skete i en duel med Brøndby-målmanden Marvin Schwäbe efter en halv times spil

»Vi støder sammen, og mit venstre ben kommer til at sidde i klemme. Herefter pådrager jeg mig et vrid, der gør, at benet ikke føles 100 procent,« sagde Ronnie Schwartz.

Det er kun et par år siden, at Silkeborg-angriberen, der i indeværende sæson har scoret 10 mål, sidst var knæskadet. Dengang var det korsbåndet, der bristede.

»Det var dårlige minder, der kom frem i mine tanker, da jeg gik ud. Nu må vi se, hvordan benet har det i morgen. Lægen har efter kampen lavet nogle undersøgelser, og de indikerer heldigvis at knæet er forholdsvis stabilt,« sagde Ronnie Schwartz.

Silkeborg IF's Mads Emil Madsen i duel med Brøndby IF's Hany Mukhtar.
Silkeborg IF's Mads Emil Madsen i duel med Brøndby IF's Hany Mukhtar. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Han var ikke den eneste Silkeborg-spiller, der ærgrede sig efter kampen.

Det samme gjorde Mads Emil Madsen.

»Jeg føler, der bliver begået et straffespark mod mig (af Hjörtur Hermansson, red.). Men desværre bliver det ikke dømt. Havde vi fået det, havde vi scoret, og så ville kampen formentlig have formet sig meget anderledes. Jeg er udmærket tilfreds med vores præstation. Overordnet set spiller vi en god kamp,« sagde Mads Emil Madsen.

Silkeborg-træner Kent Nielsen ønskede ikke at kommentere på, hvorvidt man var blevet snydt for et straffespark.

»Jeg har enorm respekt for dommere, og når de siger, at der ikke er straffespark, forholder jeg mig til det,« lød hans kortfattede kommentar.