Han var den største profil i efteråret. Og Robert Skov fortsatte hvor han slap med tre mål søndag aften.

»Det er vigtigt at få en god opstart og arbejde hårdt med resten af drengene. Og det synes jeg, vi har gjort. Det er også derfor, vi er kommet så stærkt ud,« sagde Robert Skov ydmygt efter sejren, da han blev spurgt til, hvordan han havde formået at holde momentum under vinterpausen.

Men det er jo ikke 'resten af drengene', der sparker tre mål ind. Det er jo dig?

»Nej, men Rasmus Falk får trods alt to frispark. Hvis vi ikke havde fået dem... det er altid holdet, der vinder, og det er det, der er det vigtigste,« sagde Robert Skov med et lille smil efter sejren på 6-1 over OB.

Rasmus Falk var ikke bleg for at drille Robert Skov i mixed zone efter. Vis mere

Og netop en af holdkammeraterne kom og afbrød Robert Skovs interview med pressen. Noget, der fik grinet frem på læben hos kantspilleren, der søndag aften scorede to gange på frispark.

»Jeg har fået otte frispark til dig i sæsonen. Assists! « lød det kækt fra Rasmus Falk, der lige lagde armen om skulderen på Robert Skov, der helt tabte tråden i forhold til det spørgsmål, han var ved at svare på.

Han forsikrede dog Rasmus Falk om, at han netop havde fortalt, at det blandt andet var holdkammeratens fortjeneste, at han endnu engang stod noteret for tre mål i samme kamp.

»Godt, du huskede det,« smilede Rasmus Falk til holdkammeraten, der da også godt vidste, det var endnu en fin præstation. Og selvom det spillemæssigt ikke sad lige i skabet hele kampen igennem, var han glad for at han alligevel kunne score de tre mål.

»Det er en god følelse. Det er fedt at bidrage til sejren. Det er fedt at vinde. Det er glædeligt at stå og have vundet en stor sejr på hjemmebane,« sagde en tilfreds Robert Skov.