Martin Retov holdt fredag aften en tale i omklædningsrummet for sine spillere efter Brøndbys 4-2 sejr over Randers FC.

Her kunne truppen glæde sig over at have vendt opgøret efter at have været bagud 2-0. Det sikrede dem europæisk deltagelse i næste sæson, og derfor blev øllene også hurtigt knappet op.

»Jeg fortalte dem, at jeg var sindssygt stolt af den måde, de har stået sammen på i svære tider. De har vist stor karakter både individuelt og som hold, og de har taget mine idéer til at sig i måden, vi gerne har spillet fodbold på. Og det er jeg stolt af, når vi så står med det her resultat.«

Mens Martin Retov blandt andet også fortalte, at han nu har fået afklaring på, hvad fremtiden bringer, blev lugten af øl i mixed-zone mere og mere kraftig.

Der var dermed heller ingen tvivl om, hvor stor en forløsning det var for Brøndby-truppen, der ikke har haft nogen prangende sæson.

Også Brøndbys Kevin Mensah var parat til at fejre sejren, der sikrer dem en Europa-billet i næste sæson,

Og han løftede også lidt af sløret for, hvad Martin Retov sagde til dem i omklædningsrummet.

»Han sagde det her med, at vi brug for at fejre det her. Der er ikke noget spillere, der ved, hvor de er næste sæson. Vi har ikke nogen træner, og vi har skuffet i den her sæson. Nu får vi så lidt oprejsning, og det skal vi fejre.«

Han sender samtidig roser afsted til cheftræneren, der bør se tilbage på tiden med stolthed.

»Og så skal Retov se tilbage med det her med stolthed. At han kommer ind og sætter nogle nye ting på dagsordenen i forhold til det store hul, vi lidt var nede i inden. Han skal være stolt over, at få vendt noget, som virkede til at være langt væk, da han overtog holdet.«

Og selvom der ikke kom ord fra hverken Martin Retov eller Ebbe Sand i forhold til, hvem der skal være cheftræner i klubben i næste sæson, så var fornemmelsen i mixed-zone ikke til at tage fejl af: En cheftræner er lige på trapperne.

Og han hedder ikke Martin Retov.