Problemerne fortsætter med at hobe sig op for Randers FC.

Således modtog stopperen Mathias Nielsen en advarsel, der betyder, at han på grund af karantæne ikke kommer i kamp, når kronjyderne i næste spillerunde duellerer mod FC Nordsjælland.

Mod AaB stillede Randers FC heller ikke i stærkeste opstilling eftersom de måtte undvære andet Saba Lobjanidze, Patrick Carlgren, Simon Piesinger, André Rømer, Erik Marxen og Björn Koppling.

»Mandskabsmæssigt har tingene det seneste stykke tid desværre ikke formet sig optimalt for os. Men når det er sagt, er jeg glad og stolt over, at vi på trods af seks udskiftninger i forhold til seneste kamp (2-1 over Lyngby, red.) alligevel kommer fra kampen mod AaB med point,« sagde Thomas Thomasberg.

Randers FC-spilleren Vito Hammershøy-Mistrati jubler efter sin scoring i fredag aftens Superligakamp mellem Randers FC og AaB.
Randers FC-spilleren Vito Hammershøy-Mistrati jubler efter sin scoring i fredag aftens Superligakamp mellem Randers FC og AaB. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Vito Hammershøy-Mistrati var for første gang i lang tid med i Randers FC's startopstilling, og han kvitterede for tilliden med både en scoring og en målgivende aflevering.

»Vi havde en masse almindelige startere ude, men der kom spillere ind og præsterede. Det er et meget godt udtryk for truppens styrke lige nu,« sagde Vito Hammershøy-Mistrati og tilføjede:

»Alle spillede en rigtig god kamp. Men det er lidt mærkeligt at stå her - efter at have lukket tre mål ind - og alligevel påstå, at vi spillede en god kamp.«

Han skiftede i sommer til Randers FC efter et par sæsoner i Hobro IK.

»Jeg har overhovedet ikke fortrudt min beslutning. Jeg er kommet til en klub med masser af dygtige spillere. Det er dejligt at få bevist, at jeg trods en svær start, kan levere her i Randers, men jeg ville selvfølgelig hellere have haft de tre point,« sagde han.