Skuffelsen over nederlaget på 1-3 mod AGF var enorm hos FC Midtjylland.

»Men vi topper stadig Superligaen, og det er vi naturligvis glade for,« sagde FCM's sportschef Svend Graversen.

Han har det overordnede ansvar for, hvad der skal ske i FCM inden vinterens transfervindue lukker ved udgangen af januar 2020.

»Skal jeg være helt ærlig, tror jeg ikke at der kommer til at ske det helt vanvittige,« sagde han.

FCM's Emiliano Marcondes i duel med AGF's Bror Blume under søndag aftens Superliga-kamp i Herning.
FCM's Emiliano Marcondes i duel med AGF's Bror Blume under søndag aftens Superliga-kamp i Herning. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Svend Gravesen lagde i snakken med B.T. ikke skjul på, at han er meget tilfreds med truppen.

»Den har i efterårssæsonen gjort det fremragende. Så det er ikke sådan, at vi den næste halvanden måned bliver mere aktive på markedet end vi plejer at være. Nogle spillere kommer tilbage til klubben. Dem skal vi have kigget på. Og så har vi et par spillere (blandt andre Marc Dal Hende, red.), der ikke har fået så megen spilletid. Dem skal vi se, om vi kan finde en løsning til,« sagde Svend Graversen.

Hvad angår Emiliano Marcondes, som man har lejet i den engelske klub Brentford, er fremtiden uvis.

»Vi er i dialog med både ham og Brentford. Emiliano er med til at træffe beslutningen. Han skal synes, at det rigtige for ham vil være at blive i FCM. Vi håber selvfølgelig på, at pilen peger i vores retning,« sagde Svend Graversen.

B.T. ville gerne have haft en kommentar til sagen fra Emiliano Marcondes, men dette var ikke muligt, da han ligesom holdkammeraterne skulle deltage i et sponsorarrangement.