Erik Sviatchenko spillede en stor kamp, da FC Midtjylland med sejren på 1-0 over AaB konsoliderede sin førsteplads i Superligaen.

Det var dog ikke sig selv, men matchvinderen Frank Onyeka, han efter kampen valgte at fremhæve.

»Jeg synes den udvikling Frank har gennemgået over de seneste par sæsoner er fantastisk. Han laver ikke længere de klodsede frispark, og han er nu en knalddygtig to-vejs-spiller, der både kan afslutte, tackle og løbe solen sort,« sagde Erik Sviatchenko.

Med sejren over AaB ser han nu frem til den kommende topkamp mod FC København.

Erik Sviatchenko, til højre, angriber sammen med Joel Andersson AaB-angriberen Lucas Andersen.
Erik Sviatchenko, til højre, angriber sammen med Joel Andersson AaB-angriberen Lucas Andersen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg tror, det bliver et meget lige opgør, der kommer til at bølge frem og tilbage med stor intensitet. FCK er lige som os inde i en god periode. Så det er kun dejligt, at skulle duellere mod hinanden på et tidspunkt, hvor man formmæssigt befinder sig i en opadgående kurve. Det bliver tæt. Men på hjemmebane mener jeg, at vi har en lille fordel,« sagde Erik Sviatchenko.

FC Midtjyllands træner Brian Priske ser også frem til topopgøret mod FC København.

»Jeg synes, vi har god tro på tingene i øjeblikket. Men det er klart, at det er en fifty-fifty kamp.«

»Nu gælder det for vores vedkommende om, at vi får en god uge på træningsbanen, og at vi får oparbejdet den energi, der bliver brug for. Torsdag møder de Kiev (i Europa League-kvalifikationen, red.), mens vi samtidig kan sidde lunt indendørs. Kort sagt: Skal vi besejre FCK, er det helt op til os selv,« sagde Brian Priske.