Kampen mellem AGF og FC Nordsjælland var slut. Spillere og trænere var i gang med at give interviews ved løbebanen bag udskiftningsboksene, mens en flok FC Nordsjælland-spillere løb rundt på banen for at løsne ben.

Alt var, som det plejede at være.

Men pludselig begyndte folk i mixed zone at spejde ud mod banen. For helt over modsat lå en FC Nordsjælland-spiller nu i græsset, med flere af holdkammeraterne siddende på hug ved siden af.

Det var ikke til at se, hvem der lå i græsset. Men hurtigt fik FC Nordsjælland-spillerne hentet hjælp nede fra spillertunnelen, hvor én fra AGF-staben kom løbende ind på banen for at tilse spilleren.

Det var tydeligt at se, at folk i mixed zone havde svært ved at vurdere, hvor slemt det stod til for den liggende FC Nordsjælland-spiller. Imens fik kameramændene klar besked fra de presseansvarlige.

»Ik’ film derover. I skal ikke filme derover.«

Efter nogle minutter kom Nordsjælland-spilleren på benene igen. »Ingen krise, han blev bare utilpas,« lød meldingen i mixed zone, og lidt efter kom spilleren gående ud med hjælp fra holdkammeraterne.

Det var Nikolai Baden Frederiksen, som pludselig havde fået det dårligt midt under den varme aftensol. Han havde dog overskud nok til at smile af situationen på vej ned mod spillertunnelen.