Sønderjyske-spillerne havde svært ved at stoppe OB's Mads Frøkjær, når først han fik fat i bolden og drev den fremad.

Det var en selvtillidsfuld Frøkjær, der scorede fynboernes andet mål i 2-1 sejren over Sønderjyske mandag aften.

»Jeg har fået mere selvtillid i mit spil igen, som jeg har manglet i et års tid,« fortalte han B.T. Odense efter kampen.

»Selvom jeg ikke er ligeså toneangivende som i anden halvleg mod AGF, synes jeg, man kan se, at jeg spiller med selvtillid og tør prøve de svære ting – også med en god succesratio.«

OBs Mads Frøkjær-Jensen (29) tager bolden til sig under 3F Superliga-kampen mellem OB og SønderjyskE på Nature Energy Park i Odense mandag den 13. september 2021. (Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix)
OBs Mads Frøkjær-Jensen (29) tager bolden til sig under 3F Superliga-kampen mellem OB og SønderjyskE på Nature Energy Park i Odense mandag den 13. september 2021. (Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix) Foto: Frank Cilius
Vis mere

Han medgiver, at Sønderjyske-spillerne virkelig måtte gå til den for at stoppe ham.

»De skal prøve lidt af hvert for at stoppe mig.«

»Det er en del af det, og så tager jeg imod, så længe jeg får frispark,« sagde Frøkjær.

Hvad der helt præcis er sket med hans selvtillid, har han svært ved at pointere. Det er flere ting, mener han og nævner dog, at det også handler om ham selv.

»Det er nemt at pege fingre ad alle mulige andre udadtil, men jeg har lært, at jeg også skal kigge meget mere indad.«

»Det handler også om min egen mentalitet. Det kræver, at man vil det og viser det hundrede procent. Jeg har gjort det godt på det sidste.«

»Jeg lugter hurtigt blod, når der er lidt succes, og så kigger jeg mig ikke tilbage,« fastslår Mads Frøkjær.

Mod Sønderjyske havde Mads Frøkjær taget udgangspunkt centralt på den offensive midtbane. Og det nyder han.

Mads Frøkjær-Jensen (29 - tv.) har netop bragt sit hold foran 2-0 i 3F Superliga-kampen mellem OB og SønderjyskE på Nature Energy Park i Odense mandag den 13. september 2021. Kampen endte 2-1.. (Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix)
Mads Frøkjær-Jensen (29 - tv.) har netop bragt sit hold foran 2-0 i 3F Superliga-kampen mellem OB og SønderjyskE på Nature Energy Park i Odense mandag den 13. september 2021. Kampen endte 2-1.. (Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix) Foto: Frank Cilius
Vis mere

»Jeg kan se gode ting ved både kanten og 10'eren, men jeg har spillet centralt, siden jeg kom til OB som U17. Jeg føler mig mere til rette centralt, hvor jeg har mere frihed til at søge rundt på banen.«

»Det er rart. Jeg har sagt til klubben og Andreas, at jeg håber, det på sigt bliver min plads. Det kræver gode præstationer, og i dag gik fint.«

Mads Frøkjær mener, at pilen peger den rigtige vej for både ham selv og OB for tiden, selvom det var klubbens første sejr siden sæsonåbneren mod FC Midtjylland.

»De sidste tre kampe har været gode. Anden halvleg skal ikke blive så spændende i dag. Vi skal heldigvis spille igen fredag, så vi når ikke at tænke så meget inden. Vi skal bare til Aalborg og spille videre.«