En superligasæson med spænding, dramaer og masser af lækre detaljer er slut.

Nu er det på tide at få kåret årets gamle drenge, unge opkomlinge og det helt store galehus.

Og der har ikke manglet bud på hverken den ene, anden eller tredje kategori. Men alligevel var der nogle, der stak ud.

Dem får du foræret lige her:

Investeringen: Dominick Drexler

Du har nok aldrig set ham spille, for Drexler nåede ikke at få én eneste kamp for FC Midtjylland.

Og så blev han pludselig solgt videre til 1. FC Köln.

Midtjyderne havde været hurtigt ude og sikret den dengang 28-årige offensivspiller i Holstein Kiel inden transfervinduets åbning, og da Köln kom og tilbød 15 millioner kroner mere, end FCM havde betalt, slog de dygtige sælgere til.



Forsvindingsnummeret: Martin Pusic fra AGF/FCK til Horsens

Det kunne have været Victorien Adebayor fra ghanesiske Inter Allies, men han dukkede aldrig op til sin lejeaftale i Vejle. Så Martin Pusic får æren i stedet.

Bo Henriksen kendte til den flamboyante angribers specielle væsen, men han havde nok alligevel aldrig forestillet sig, at Pusic efter bare to dage i klubben ville bede om at få sin kontrakt opsagt.

Det skete efter fire dage, og bagefter fortalte Pusic så, at han ikke brød sig om spillestilen i klubben. Den havde de så på det tidspunkt også kun praktiseret helt åbenlyst og ærligt i fire år.

Galehuset: Vejle

Vejle vil blive savnet i Superligaen, for der dufter bare af Europas bedste fodboldspiller i 1977 og guld i 70'erne. Der var dog også mere end bare ren idyl idyl i trekantsområdet i den forgangne sæson. Det var en sæson lige til titlen galehus. Se bare her hvorfor:

  • Cheftræner Adolfo Sormani siger efter et pokalnederlag til lokalrivalerne Kolding til en dommer at: 'Du vil ikke vide, hvad der sker, hvis du taler til mig igen.' Han får karantæne mod Horsens.
  • I kampen mod Horsens vælger Adolfo Sormani så at have telefonisk kontakt med en af sine assistenter på bænken, som taber øretelefoner ud fra sit ellers godt gemte hoved. Det må man ikke, og Sormani straffes med en karantæne på fem spilledage.
  • Morten Bisgaard overtager ansvaret under Sormanis karantæne, men sammen med assistenten Giovanni Mazzela lykkes det også de to at score en karantænedag for at have ageret truende og aggressivt over for dommeren i kampen mod Brøndby.
  • I grundspillets sidste kamp overser målmand Thomas Hagelskjær Esbjergs Joni Kauko, som i overtiden stjæler bolden for fødderne af Hagelskjær og scorer. Så ender Vejle sidst og i den 'forkerte' nedrykningsgruppe.
  • Vejle ejer spilleren Steve Trawally, men han har aldrig og kommer aldrig til at spille en kamp for klubben. Han anses som en investering af klubbens ejer.
  • Vejle lejer Victorien Adebayor fra den ghanesiske klub Inter Allies. Adebayor møder bare aldrig op i klubben.
  • Adolfo Sormani stopper som cheftræner, og Vejle kvitterer med at ansætte rumænske Galca, som kun taler spansk. Alle interview og spillersamtaler foregår derefter med en svensk assistent som tolk.
  • Vejle scorer på et dommerkast mod AGF og vælger derefter at give AGF et mål. Vejle taber kampen, og det er et drama af en kamp, som undervejs gør fansene så hidsige, at en skraldespand kastes ind fra tribunen, og dommerne får et uværdigt farvel.
  • Og nå ja, så brænder Kjartan Finnbogason straffespark i den altafgørende nedrykningskamp, som Vejle taber til Hobro.

De 10 bedste teenagere (årgang 1999 eller senere)

  1. Andreas Skov Olsen, FC Nordsjælland
  2. Jonas Wind, FC København
  3. Kamil Grabara, AGF
  4. Mohamed Kudus, FC Nordsjælland
  5. Magnus Kofod Andersen, FC Nordsjælland
  6. Carlo Holse, Esbjerg/FC København
  7. Jonathan Amon, FC Nordsjælland
  8. Mohamed Daramy, FC København
  9. Kasper Lunding, AGF
  10. Arbnor Mucolli, Vejle

De 10 bedste oldboys (fyldt 33 år)

  1. Dame N'Doye, FC København
  2. Markus Halsti, Esbjerg
  3. Jesper Hansen, FC Midtjylland
  4. Rodolph Austin, Esbjerg
  5. Jakob Poulsen, FC Midtjylland
  6. Kees Luijckx, Sønderjyske
  7. Jonas Damborg, Hobro
  8. Johnny Thomsen, Randers
  9. Johan Absalonsen, Sønderjyske
  10. Peter Nymann, Horsens

De 5 stjerner i skyggen

  1. Daniel Anyembe, Esbjerg
  2. Vito Hammershøj-Mistrati
  3. Mustafa Amini, AGF
  4. Lasha Parunashvili, Esbjerg
  5. Erik Marxen, Randers

8 episoder, vi husker (uden Vejle)

  • Alexander Zorniger i diskussion med egne fans efter at have slået Vejle
  • Randers scorer i allersidste sekund mod AGF og går videre til Europa League-playoff mod Brøndby
  • Pieros Sotiriou og Viktor Fischer forsøger at 'stjæle' straffespark (i to forskellige kampe) fra Robert Skov
  • Jan Bech Andersen er kommet på Instagram, og her siger han sin uforbeholdne mening om blandt andre Horsens og Brøndbys nederlag til Esbjerg
  • Viktor Fischer tager et opgør med homofobi i fodbold, efter OB-fans har sunget netop homofobiske sange
  • Glen Riddersholm jubler så voldsomt over en scoring sammen med Niels Lodberg, at hans briller går i stykker
  • Ståle Solbakken byder Youssef Toutouh velkommen i Telia Parken ved at kræve 1000 kroner for et væddemål, som FCK-manageren mener at have vundet
  • AGF kommer i besiddelse af AaB's dødboldstrategi inden en vigtig kampe mellem de to hold – og det bliver der en stor sag ud af