Han hev sin computer frem, men det var hverken fodbold eller taktik, der tonede frem på skærmen. Det var mere alvorligt.

Sådan fortæller AaB's Kristoffer Pallesen om den formiddag tidligere på ugen, hvor spillerne mødte ind til en dag med Jacob Friis, der ikke endte, som de troede.

Og en dag, der også betød, at søndagens sejr over Brøndby var en kæmpe forløsning i Aalborg.

For torsdag kom det frem, at Jacob Friis ønskede at stoppe som træner i klubben for at prioritere sine kræfter og tid med sin kræftramte datter, Luna. Noget, han inden da havde meddelt sin trup, som troede, det først bare var en almindelig dag på fodboldkontoret.

Jacob Friis er stoppet som træner i AaB.
Jacob Friis er stoppet som træner i AaB. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Vi mødte ind til evaluering, troede vi. Jacob satte stikket i computeren, og den kom op på storskærmen. Men da den gik fra sort skærm til billeder, var det ikke af vores Vejle-kamp. Det var billeder af hans børn. Og så vidste vi godt, det ikke handlede om fodbold.«

Sådan fortæller AaB-spilleren efter de tre point mod Brøndby. En sejr, der var dedikeret til Jacob Friis.

Først nåede spillerne under evalueringen at tro, der var sket et tilbagefald med datteren, der sidste år blev ramt af leukæmi og siden var indlagt i mange måneder.

Sådan forholder det sig 'heldigvis ikke', som Kristoffer Pallesen selv udtrykker det, men spillerne var ikke i tvivl om, at de sad over for en mand, der havde taget en svær beslutning.

AaB vandt kampen mod Brøndby med 2-1.
AaB vandt kampen mod Brøndby med 2-1. Foto: Henning Bagger
Vis mere

At forlade den klub, han har været en del af i så mange år. Og det gjorde også indtryk på AaB-mandskabet.

»Der blev meget stille. Han er ikke bare en god træner, men en god person, som mange af os har kendt i lang tid. Det var en smule emotionelt, og på en måde havde vi jo ondt af ham, fordi han forlader sit drømmejob, men jeg tror også, han var lettet over nu at kunne fokusere på det, der er vigtigst,« siger Kristoffer Pallesen.

Han slår fast, at der i AaB hele vejen igennem har været fuld opbakning til den nu tidligere træner, og samme melding kommer fra Lucas Andersen. Han er selv far og havde nok taget samme beslutning selv.

»Alle var utroligt berørte og sad med tårer i øjnene. Mange af os, der har børn, kan prøve at sætte sig ind i situation og mærke den smerte, det må være at se et så lille væsen være i så stor smerte og skulle igennem så forfærdelige ting. Det viser også, hvor stærk han har været, at han har kunnet jonglere med de to ting,« siger Lucas Andersen om den tidligere træner, som har pendlet mellem det nordjyske og København.

Samtidig med at han har været træner på fuld tid, og han var da også i tankerne søndag aften.

På tribunerne var der bannere dedikeret til Jacob Friis, og spillerne havde også talt om, at de skulle spille for ham.

»Det betyder meget, at vi kan stå her i dag med en sejr, og han kan sidde hjemme i stuen med sin familie og være glad over, hvad vi leverer, og han kan se, at det arbejde, han har givet i klubben, har båret frugt,« fortæller Lucas Andersen.

Med sejren over Brøndby har AaB nu 11 point efter de første syv kampe af sæsonen, hvilket betyder, at det nordjyske mandskab lige nu indtager syvendepladsen i Superligaen.