Søndagens københavnerderby mellem Brøndby og FCK har fået sindene om brugen af VAR i kog på grund af for tidligt indløb i feltet inden sparket.

Senest har Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, på baggrund af derbyet slået et slag for, at man fremadrettet bliver enige om, hvilke billeder VAR-vognen skal have for at kunne dømme bedst muligt.

Nu viser det sig, at Brøndby Stadion ikke var det eneste sted, hvor netop forseelsen med at løbe for tidligt ind i feltet skete.

Det var i kampen i Aarhus, hvor FC Midtjylland var på besøg og vandt med 4-1, at der i forbindelse med et straffespark til gæsterne var nøjagtig samme forseelse, da Alexander Scholz sparkede.

På Ceres Park så dommeren også mod spilleren, der krydsede stregerne til feltet før tid.

Det viser billedet herunder, hvor i hvert fald Awer Mabil var løbet ind i feltet før Alexander Scholz' spark, og dommer Peter Kjærsgaard udelukkende kiggede på spillerne uden for feltet.

Forskellen var blot, at Scholz scorede, mens Kamil Wilczek brændte sit spark i Brøndby, inden Mohamed Daramy, som var løbet for tidligt, fulgte op og afgjorde kampen.

Og så begyndte debatten ellers at rase over VAR. Igen.