Efter at have lukket otte mål ind i forårets tre første kampe, kommer der nu til at ske noget i AGF.
Op til 'De Hviiies' opgør mod Brøndby på søndag, varsler David Nielsen nu ændringer i startopstillingen.
Det fortæller han efter torsdagens træning på Fredensvang.
»Vi har kigget på Brøndby, og hvilke våben vi har behov for. Det er naturligt, vi får kigget på, hvem der kan hjælpe os med vores kampplan. Vi kommer nok til at stille anderledes op på søndag på enkelte positioner. Det er ikke en straf, for dem der har spillet, det bliver mere for at være specifik på Brøndby.«
»De er bedre, end de hold vi har mødt, og det skal vi tage højde for. Så ja, der kommer højst sandsynligt til at ske ændringer i startopstillingen på søndag.«
I takt med at der er blevet lukket otte mål ind, så kunne man forestille sig, at der måske ville være ændringer at finde i bagkæden, hvor AGF har et stærkt alternativ til Bisseck og Hausner i Frederik Tingager, men det er ikke noget, der fylder i unge Sebastian Hausners hoved.
»Jeg ved ikke, om jeg er nervøs for, at det rammer mig. Det er klart, der skal ske nogle ting. Vi har en sindssyg god trup, og der sidder nogle og tripper uden for, som har mod til at vise, at de skal spille i stedet for, og sådan er det i branchen. Men dem der træner bedst, er også dem der spiller.«
»Jeg har ikke talt med David angående, om det eventuelt er mig, der bliver skiftet ud i startopstillingen.«
AGF møder Brøndby søndag klokken 16.00 på Brøndby Stadion.