Fem minutter.

Så lang tid tog det for David Nielsen og ledelsen at blive enige om at slutte samarbejdet.

Det fortæller den snart tidligere AGF-træner på et pressemøde onsdag eftermiddag.

»Beslutningen er 100 procent gensidig. AGF har brug for en mand, der sparker døren ind og siger, nu spiller vi sådan her. Det brugte vi fem minutter på at blive enige om den anden aften. Det var en fantastisk måde at gøre det på,« fortæller David Nielsen.

Han var mandag aften til møde med AGF-ledelsen. Et møde, med klubbens bestyrelsesformand Lars Fournais som vært. Rundt om bordet sad også Stig Inge Bjørnebye og direktør Jacob Nielsen, og på pressemødet lød det, at mødet foregik helt roligt og med respekt.

»Afslutningen hjemme hos Lars var fyldt af værdighed og gensidig respekt. Og der blev skabt ny energi i de timer, vi sad sammen,« fortæller Stig Inge Bjørnebye.

På onsdagens pressemøde lyder det desuden fra alle parter, at det er det rigtige for både klubben og David Nielsen, at sidstnævnte stopper.

David Nielsen står i weekenden i spidsen for sin sidste AGF-kamp, når den aarhusianske klub møder FC Nordsjælland. Klubben meldte tidligere onsdag ud, at man regner med at have en afløser på plads, inden spillerne møder op til forberedelse af den nye sæson i midten af juni.